Sankt Hans-bålet er reddet

Danske Beredskaber meddeler, at der ingen restriktioner er på at brænde Sankt Hans-bålet af.

Efter en længere tørkeperiode, hvor der har været tvivl om, hvorvidt det ville være forsvarligt at brænde bål af Sankt Hans Aften, er det nu besluttet, at man forsvarligt kan brænde heksen af på bålet.

-Der er lige nu ikke et behov for begrænsninger omkring brug af åben ild, og Sankt Hans-bålene kan derfor afvikles over hele landet som planlagt. Det betyder dog ikke, at man skal glemme den sunde fornuft, og de gode råd for brug af åben ild gælder stadig, udtaler Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber i en pressemeddelse.

Det seneste døgns udvikling i vejret har haft en positiv landsdækkende indvirkning på brandfaren, ligesom de nyeste prognoser frem mod i dag også har været gode. Samtidig er der også hos beredskaberne et for årstiden normalt aktivitetsniveau for bekæmpelse af naturbrande, og altså ikke en markant stigning på den front.


Seneste nyt

fra Nordjylland