SAS sikrer flyafgang

 SAS sikrer flyafgang

Fagforbundet 3F afholder fra lørdag kl. 10 sin første ordinære kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center med 1500 delegerede og gæster fra både ind- og udland.

Derfor har konsekvensen af de mange flyændringer, SAS har foretaget efter sidste uges flyulykker og det efterfølgende flyveforbud for Dash8-Q400 flytypen, givet nervøse trækninger i Aalborg samt hos 3F, der både fredag og lørdag skulle transportere i hundredvis af deltagere til Aalborg.

Sent torsdag aften kunne stationschef i Aalborg, Søren Svendsen, imidlertid bekræfte, at alle planlagte fly mod Aalborg og specielt lørdagens morgenfly fra København kl. 8.15 kom afsted. SAS har tilmed indsat et større fly med kapacitet til 126 flyrejsende.

- Vi kontaktede SAS hurtigt efter flyveforbuddet for at gøre opmærksom på Aalborgs situation og få klarhed over, hvordan selskabet stillede sig til beflyvning af Aalborg fredag og lørdag. Det er klart af største vigtighed, at vi kan få de mange delegerede og gæster hertil inden åbningen kl. 10 lørdag og eneste flymulighed den dag var kl. 8.15. Så var det fly blevet taget ud, så skulle vi hurtigt have haft etableret nødplaner med bus og tog, siger direktør Ernst Trillingsgaard fra Aalborg Kongres & Kultur Center.


Seneste nyt

fra Nordjylland