Se her hvor: 22 nordjyske biblioteker låner nu naturgrej ud
Foto: Danmarks Naturfredningsforening
Det er en taske som denne, du nu kan finde på flere af de nordjyske biblioteker
Et nyt samarbejde skal gøre det nemmere for børnefamilier at tage ud i naturen.
Holder du og familien ferie hjemme i Danmark, men mangler inspiration til, hvad man kan lave i den danske natur?
Så er du nok ikke den eneste.
Men nu kan man låne en såkaldt grejtaske med massere af udstyr til at udforske den danske natur.
Det er et samarbejde mellem biblioteker rundt i hele landet - herunder 22 nordjyske - og projektet Naturfamilier under Danmarks Naturfredningsforening, hvor du kan tage hen på dit nærmeste bibliotek og låne en grejtaske.
– Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange børn og forældre, der godt kunne tænke sig nogle fede oplevelser i naturen. Og her hen over sommeren er der jo nok flere, der har tiden til det. Så vi både tror og håber, at taskerne vil blive taget godt imod derude, og at de vil blive flittigt brugt, siger Mirella Fruergaard, som er projektleder for Naturfamilier i en pressemeddelelse.
Onsdag klokken 15.00 står Danmarks Naturfredningsforening klar på Hobro Bibliotek, hvor børnefamilier kan møde op og afprøve udstyret og deltage i forskellige naturaktiviteter.
Se her de 22 nordjyske biblioteker
Hirtshals Bibliotek
Sindal Bibliotek
Hjørring Bibliotekerne
Vrå Bibliotek
Løkken Bibliotek
Frederikshavn Bibliotek
Brønderslev Bibliotek
Brovst Bibliotek
Hals Bibliotek
Nørresundby Bibliotek
Aalborg Bibliotekerne
Hasseris Bibliotek
Trekanten Bibliotek og kulturhus
Storvorde Bibliotek
Rebild Bibliotekerne - Bibliotek Støvring
Arden Bibliotek
Hadsund Bibliotek
Mariager Bibliotek
Hobro Bibliotek
Vesthimmerland Biblioteker
Morsø Folkebibliotek
Læsø Bibliotek
På baggrund af undersøgelse
Projektet tager udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af Epinion for Danmarks Natufredningsforening.
Her er 1.019 forældre til børn i alderen fem til 12 blevet interviewet om.
Og her har 31 procent af de adspurgte angivet, at den manglende inspiration til, hvad man kan lave i naturen eller manglende udstyr, er en af hovedårsagerne til, at de ikke kommer ud i naturen.
Derfor skal de nye grejtasker gøre det lettere for familierne at få sjove oplevelser udenfor sammen.
– Vi kan se, at der er en ret stor gruppe forældre, der undlader at tage i naturen, fordi de ikke helt ved, hvad de skal lave derude med deres børn. Det er vigtigt, at vores børn kommer ud i naturen, så vi håber, at grejtaskerne kan være med til at få endnu flere familier derud, siger Mirella Fruergaard.
I taskerne finder man blandt andet undersøgelsesbakker, insektsugere, lupper, bøger og naturspil for hele familien.