Selvhjælp til unge med angst og depression virker
Foto: TV2 Nord
Frederikshavn, Mariagerfjord og Rebild Kommuner er de nordjyske kommuner, der har været en del af ungeindsatsen, der har til formål at styrke unge med angst og depression.
- Vi kan se, at mange unge har det svært - også i vores kommune - og derfor tænkte vi, at det kunne være fint at være med i den her indsats, fortæller Jonna Bohlbro, der er afdelingsleder for Sundhed og Træning i Mariagerfjord Kommune.
På landsplan antallet af unge med angst, depression og dårlig mental sundhed været stigende. Derfor har 39 kommuner været en del af ungeindsatsen, der er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning. Indsatsen går ud på at give gratis hjælp til unge over 18 med angst og depression-lignende symptomer. Om de unge har haft en egentlig diagnose, har ikke været afgørende for, at de har kunnet få hjælpen.
Hjælper det?
76 % af kursisterne er tilfredse eller meget tilfredse med kurset, og 76 % vil anbefale kurset til andre med angst og depression.
I Mariagerfjord Kommune melder de unge om, at de efter kurset har fået et større netvæk.
Kilde: Komiteen for Sundhedsoplysning, Mariagerfjord Kommune
I Mariagerfjord Kommune har man valgt at tilbyde hjælpen til de nogle af de grupper af unge, der ifølge undersøgelser har det sværest, nemlig dem på produktionsskoler.
- Ser man på målgruppen, er der mange, der oplyser, at de har det svært, forklarer Jonna Bohlbro.
Både læger og unge får øjnene op for tilbuddet
I 2018 deltog 10 unge mennesker fra Mariagerfjord i tilbuddet, der hedder LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge. I år har 20 unge mennesker deltaget.
- Vi oplever, at det går rigtig godt, og nu er tilbuddet også et, som læger har opdaget. De er så småt begyndt at anbefale det til unge, der går og har det lidt svært, siger Jonna Bohlbro.
Hun understreger dog, at unge der har diagnosticeret med angst og depression får nogle mere udbyggede tilbud og behandling.
- Vi synes, at det er en god start, og det er et tilbud vi vil fortsætte med at tilbyde og folde lidt mere ud, siger Jonna Bohlbro.
Det er tre nordjyske kommuner der har været en del af ungeindsatsen. Udover Mariagerfjord har også Frederikshavn og Rebild Kommuner været med.
En evaluering af kurset viser, at det har været med til at styrke de unges trivsel og har reduceret deres symptomer på både angst og depression.