Skæbnekamp i vente: Får AaB endelig oprejsning?
Efter en dårlig start på forårssæsonen skal AaB nu forsøge at hente den første sejr i 2023.
Mens AaB lige nu kæmper for overlevelse i 3F-Superligaen og ligger med en vis legemsdel halvt i 1. Division, får spillere og stab et kort pusterum fra overlevelseskampen torsdag aften, hvor det handler om pokalturneringen.
12 gange har AaB været i pokalfinalen, sidst var i 2020, hvor man tabte til Sønderjyske. Nu gælder det to kampe mod Viborg, den første kamp i Aalborg onsdag aften, og returkampen spilles i starten af april.
- Vi vil vinde pokalen, det er en fantastisk turnering som alle hold går ind for at vinde - siger den udskældte AaB-træner Erik Hamren til TV2 Nords udsendte på træningsbanen i Ø. Uttrup.
Man ser ofte, at holdene, som er gået videre i pokalturneringen sparer nogle spillere for at koncentrere sig om de vigtige point og derfor foretager en del udskiftninger på holdet.
Især på målmandsposten ser man ofte, at “anden-målmanden” får chancen i pokalkampene. Men på spørgsmålet, om Erik Hamren vil spare spillere til kampen mod Viborg, svarer træneren:
- Det får du at se, siger han og griner højlydt.
- Vi skal ikke fortælle for meget om holdet til Viborg, smiler Erik Hamren.
Og man kan se på den træner Hamren, at han mener det med at gå all in på at vinde pokalen, selvom alt lige nu handler om at redde klubben fra nedrykning.
Både klub, træner og spillere har hårdt brug for en sejr, uanset om det er pokal eller i superligaen.
Så alt tyder på, at Erik Hamren stiller med samme 11 fra starten, som tabte 1-0 til FCK i søndags.
Erik Hamren ærger sig stadig over, at AaBs Allan Sousa ikke fik scoret på en stor chance i slutningen af kampen mod FCK i Parken
- Jeg tænker mest på, at FCK fik blokeret for Allans store chance. Midt lidt held kunne vi have fået et point med hjem, for det synes jeg, vi havde fortjent. Omvendt kunne vi også have tabt med 2-3 mål, slutter Erik Hamren.
Kampen føjtes op kl 18.00 og kan ses på Viaplay og DR2, og TV2 Nord viser højdepunkter fra kampen i vores sene udsendelse klokken 22.