Skærpet straf til WDC-medlem

Vestre Landsret gav 23-årige Khalil Yazouri et år og otte måneders fængsel for medvirken til vold og hærværk. To måneder mere end Byretten i Aalborg.

Normalt ville længden på straffen være på 10 måneders fængsel, men den 23-årige blev dømt efter den specielle bandeparagraf. Det betyder dobbelt op på straffen.

-Vi gik efter at komme udenom bandeparagraffen, da han kun var tilstede i huset og ikke decideret medvirkede til volden, men sådan gik det desværre ikke, siger forsvarsadvokat Jørn Brandenhoff Schmidt til TV2/Nord.dk.

Den 23-årige er med i gruppen We Don't Care, en tidligere hooliganklub der nu ifølge politiet har forbindelser til Bandidos.

Den 25. september 2010 var Khalil Yazouri med ude i et hus i Astrup, hvor beboeren, en AK81'er, fik utallige slag i hovedet og på kroppen med medbragte slagvåben. Bagefter blev husets inventar smadret for knap 140.000 kroner.

Episoden var et hævntogt fra WDC's side baseret på tidligere sammenstød mellem AK81 og WDC.

Den 25. marts i år lød dommen fra Byretten i Aalborg på halvandet år til den 23-årige, men dommen blev dengang anket af både Politiets Statsadvokat og forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt.


Seneste nyt

fra Nordjylland