Skjold Sæby klar til Final4

For fjerde år i træk er IF Skjold Sæbys stærke futsal mandskab klar til at spille med om DM-medaljerne i det såkaldte final4-stævne i Valby hallen.

Det blev en kendsgerning i tredjesidste spillerunde, da Sæby besejrede Sulsted med hele 10-2.

Det var top mod bund, som mødtes i Sulsted. Sæby-mandskabet, som er ubesejret i futsal-ligaen, kom under overraskende pres fra starten. Sulsted kom foran med både 1-0 og 2-0 før Sæby vågnede op, og herefter var der aldrig tvivl om kampens udfald. Sæby dominerede stort, og ligaens farligste angreb bombede løs. Hele 10 gange scorede Sæby.

I målet var der nu lukket af hos Stefan Henriksen, og ligaens bedste forsvar var nu på plads. Sæby har i sæsonens otte kampe blot lukket 14 mål ind, mens man har scoret hele 49 mål, og Sæby fører futsal ligaens vestkreds med ni point ned til Egen IF på andenpladsen.

Med sejren i Sulsted er Sæby for fjerde år træk klar til at spille om DM-titlen.

I 2012 blev Sæby nummer fire, mens holdet de to foregående sæsoner er blevet nummer to og tre, og igen i år er ambitionen at hente en medalje.

Final4 stævnet spilles lørdag den 2. februar i Valby Hallen.


Seneste nyt

fra Nordjylland