Skoleskibet Danmark gør klar til afrejse

I morgen tager Skoleskibet Danmark på et tre måneder langt togt. I år er der 64 drenge og 17 piger om bord.

På Flådestationen i Frederikshavn er 81 unge ved at gøre klar til det tre måneder lange togt. Skibet og besætningen er 36 dage undervejs inden de kaster anker første gang i Caribien.

- Det er fantastisk. Jeg glæder mig til vi sejler afsted, siger 22-årige Amanda Deva Gaia Fogh.

Seks ugers praktisk forberedelse og tre måneder om bord giver de unge en basisuddannelse i handelsflåden - og halvdelen af dem er normalt så vilde med livet til havs, at de gør det til en karriere.

- Jeg har altid villet have en karriere, hvor jeg kan rejse. Jeg elsker at rejse, og det er det, jeg helst vil. Jeg vil gerne uddanne mig til skibsfører, og så er det jo perfekt.

Det kræver dog træning for de kommende skibsassistenter at klare dagene til søs - især navnene på de 219 forskellige reb er svære at mestre.

- Om et par uger, så er de ved at have styr på det, siger Kaptajn Kurt Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland