Skraldemænd tør ikke vælge tillidsmand
Efter to dages strejke, er Rebild Kommunes skraldemænd tilbage i arbejde. Men de frygter det kommende valg af tillidsmand.
Skraldemændene i Rebild tør ikke vælge ny tillidsmand. Det sker efter, at deres seneste tillidsmand blev fyret af arbejdsgiveren, renovationsfirmaet Meldgaard Miljø, oplyser DR Nordjylland.
- I den konkrete situation ønsker man ikke at lade sig vælge med henvisning til, hvordan det gik den forrige, siger formanden for Transportgruppen under 3F Aalborg, Arne Nielsen.
Medarbejderne ved godt, at det har nogle konsekvenser at være tillidsrepræsentant, og at det kan stille dem i en udsat position.
- Man ønsker ikke at stå i en situation, hvor virksomheden vurderer, at man er trådt over stregen og derved bringe sit eget ansættelsesforhold i spil, siger Arne Nielsen.
Det er derfor foreløbig 3F og ikke den lokale tillidsmand, der skal stå for det daglige samarbejde med arbejdsgiveren. Men det er et problem, både praktisk og principielt.
- Tillidsrepræsentanten ude på den enkelte arbejdsplads er en ikke uvæsentlig brik i 'Den Danske Model.' Det er jo ham eller hende, der ved, hvor skoen trykker på den konkrete arbejdsplads, siger Arne Nielsen.
Skraldekonflikten i Rebild og den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse varede fra mandag morgen til i morges klokken 8.
Forhandlingerne mellem parterne om løn- og arbejdsforhold fortsatte i formiddag, men medarbejderne har accepteret, at fyringen af deres tillidsmand fortsætter som en sag i Arbejdsretten.