Små gymnasier mister elever
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
4 procent færre unge har søgt ind på de nordjyske gymnasier fra næste skoleår. Det betyder, at der flere steder oprettes færre klasser.
Eleverne mangler næste skoleår mange steder på de nordjyske gymnasier. Derfor vil mange stole stå tomme i undervisningslokaler.
- Det betyder, at der er færre elever i huset. Det kan vi allerede mærke i år, når vi er til samling i festsalen, så er der færre elever, end der plejer. For et par år siden kunne vi faktisk ikke være der. Det kan vi sagtens nu, siger rektor Frederikshavn Gymnasium & HF, Inge Carlé.
Gymnasiet i Frederikshavn er et af de nordjyske gymnasier, som næste år får færre elever. Gymnasiet har kapacitet til 194 elever, men kun 142 har søgt ind på gymnasieuddannelsen i Frederikshavn. Som en konsekvens bliver der kun oprettet 5 1.g klasser næste år mod 6 i år.
- Jeg ville da hellere have, at det ikke var sådan, men på den anden side, så har vi vist det længe, at der var en risiko, så på den måde har vi nok vænnet os til det og tilpasset skolen efter det, siger Inge Carlé.
Samme tendens slår igennem i hele Nordjylland. De nordjyske gymnasier har et samlet fald i antallet af ansøgere på 4 procent.
Det er især gymnasierne i Vesthimmerland og på Mors samt de tre gymnasier nord for fjorden i Fjerretslev, Brønderslev og Frederikshavn som mangler elever.
- Hvis der er mange, som søger ind til de store byer som Aalborg, så kan risikere at nogle gymnasier må lukke. De stærke elever, hvor gymnasierne må lukke skal nok finde ud af at komme til Aalborg og få en uddannelse, men der vil være nogen tilbage, som måske ikke får en ungdomsuddannelse, og det er rigtig dårligt, siger formanden for Fordelingsudvalget i Nordjylland og rektor på Nørresundby Gymnasium & HF Søren Hindsholm.
De kommende år stiger presset på de små gymnasier, da årgange bliver mindre. Dermed vil elevtallet falde yderligere med mindre Regionen og Undervisningsministeriet ændrer på kapaciteten og lægger loft på hvor mange klasser der må være på de store gymnasier.
- Vi skal nok klare næste skoleår, men på længere sigt mener jeg, at man er nødt til at gøre noget, så vi ikke får for store gymnasier inde i byerne og for små gymnasier ude på landet, siger Søren Hindsholm.