Småbyer sælger sig selv på forårsmessen

Flere nordjyske småbyer har en stand på Forårsmessen i Aalborg hvor de forsøger at sælge sig selv og tiltrække nye borgere.

De små nordjyske byer Tranum, Klokkerholm og Gjøl er alle repræsenteret på dette års Forårsmesse i Aalborg Kongres og Kulturcenter og de har alle skrevet skarpe salgstaler, der skal overbevise de besøgende om at livet på landet er lykken.

- Vi har fundet ud af, at vi skal kæmpe for at gøre opmærksom på os selv, og hvordan kan vi gøre det? Det kan vi for eksempel her på forårsmessen, siger Jesper Mørkholt, der med viden fra sit eget liv, kan fortælle om at bo på Gjøl.

- Henover det sidste års tid, der har vi har oplevet meget mere interesse omkring vores by, og vi har også fået øget bosætning fra børnefamilier det sidste halve år, så vi kan se at det virker, så derfor bliver vi ved med at gøre det, fortsætter han.

Og de små byer skal blive ved, for de kæmper mod en ubestidelig affolkning, der kan blive deres død.

- Vi vil gerne være sikre på, at Tranum også eksisterer om 20 år, siger Per Lorenzen, der står på messestanden for at brande landsbyen, der ligger udenfor Brovst.

- Derfor går vi i fuld gang med at brande Tranum således, at vi får tilflyttere, og det har vi gudskelov fået. Vi har fået børnefamilier, vi har fået sågar en på messen her, som agter at købe hus i Tranum, så det er jo over alt forventning.


Seneste nyt

fra Nordjylland