Smuglerbande knyttes til dramatisk storrøveri i Norge
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De formodede smuglere, der søndag kom i skudveksling med politiet på havnen i Aalbæk, kan knyttes til et dramatisk røveri i Norge.
Hashsmuglerne, som kom i ildkamp med dansk politi i Aalbæk, kan knyttes til røvermiljø, som dræbte norsk politimand.
Smuglersagen, hvor en norsk hashsmugler blev skudt og dræbt af dansk politi i Aalbæk, kan kobles til samme personkreds i Norge, der kom i søgelyset i forbindelse med det dramatiske storrøveri mod Norsk Kontantservice (Nokas) tilbage i 2004.
Her affyrede en røverbande i Stavanger mere end 100 skud med automatvåben og dræbte en politibetjent, før de stak af med et tocifret millionudbytte.
Flere uafhængige kilder fortæller til avisen VG, at det pågældende miljø er centralt i efterforskningen af den aktuelle smuglersag, som søndag aften endte med, at den 49-årig nordmand blev dræbt af politiskud i den nordjyske havneby Aalbæk.
Hans medsammensvorne, en 36-årig mand, som i et dansk grundlovsforhør har tilstået forsøg på at smugle 45 kilo hash, har ifølge avisen et tæt forhold til flere af personerne, som var i kredsen omkring David Toska, den dømte hovedmand bag Nokas-røveriet.
VG skriver, at den 36-årige - som tidligere er dømt for ulovlig våbenbesiddelse - blandt andet har drevet et biludlejningsfirma, hvor han har lejet biler ud til flere fra miljøet.
Nokas i Stavanger blev røvet den 5. april 2004. Ifølge rigsadvokaten blev der under røveriet affyret mere end 100 skud med automatvåben.
Den operative leder hos politiet blev dræbt under røveriet, hvor røverne stak af med et udbytte på 56 millioner kroner i norsk og udenlandsk valuta.
Hovedmanden David Toska blev straffet med 15 års fængsel, mens de øvrige dømte fra den store bande bag røveriet fik mildere straffe.
Det var efter et tip fra norsk politi om en forestående hashsmugleraktion, at dansk politi valgte at slå til mod de norske hashsmuglere i Aalbæk søndag aften.
Også en dansk PET-betjent fra efterretningstjenestens aktionsstyrke blev alvorligt såret under den dramatiske skududveksling, der fandt sted, da de tre gerningsmænd forsøgte at flygte med 250 kilo hash i en båd.