Solbær på hylderne

 Solbær på hylderne

Sundhed og kvalitet er i fokus, når forskere og virksomheder i samarbejde vil forny den danske solbærproduktion. Første skridt er en international markedsundersøgelse.

Sunde fødevarer
Interessen for sunde fødevarer er stigende. Forbrugere vil have produkter, som ikke blot smager godt, men som også har sundhedsgavnlige effekter. Nu vil et partnerskab mellem forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet, Instituttet for Fødevarestudier & Agroindustriel Udvikling (IFAU) og Rynkeby A/S undersøge, om tiden er moden til at sætte sunde solbærprodukter af høj kvalitet på hylderne.

Det internationale marked
Formålet med projektet er at undersøge, om det internationale marked er parat til at aftage solbærprodukter, som er udviklet med fokus på kvalitet og sundhed. De danske bærproducenter har igennem længere tid været udsat for en voldsom international konkurrence især fra Østeuropa. Selvom høsten har været god i år, har solbær i de sidste tre-fire år ligget under den danske produktionspris. Det betyder, at nogle avlere opgiver produktionen, mens andre overvejer at stoppe.

- Vi har nogle af verdens dygtigste gartnere i Danmark. Men der skal nytænkning til, hvis vi skal blive ved med at klare os godt i den globale konkurrence. Det er fremsynet og markedsorienteret innovation, som er med til at styrke vores konkurrenceevne. Her er et eksempel på, at forskning og erhverv i fællesskab kan vise vejen for udvikling af nye velsmagende og ernæringsrigtige fødevarer, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

Sunde bær
Solbærs sundhedsgavnlige effekter
For at vende den uheldige udvikling inden for dansk bærproduktion vil projektdeltagerne undersøge, om det internationale marked vil aftage solbærprodukter med sundhedsgavnlige stoffer. I første omgang vil man koncentrere sig om Danmark, Tyskland og Japan.

Sundt netværk
Resultaterne af undersøgelsen skal formidles til industrien igennem Danish BerryBoard, der er et netværk, som blev dannet i 2006 for at fremtidssikre dansk bærproduktion. Senere forventes resultaterne at indgå som et væsentligt parameter i udviklingen af nye bærprodukter.

Mange c-vitaminer
Solbærs sundhedsgavnlige effekter kommer af, at bærrene blandt andet indeholder store mængder af C-vitaminer og antioxidanter. Det er bevist, at antioxidanter særligt igennem indtag af frugt og grønt kan modvirke diabetes, kræft, hjertekarsygdomme.

Fødevareministeriet giver penge
Fødevareministeriet har givet tilsagn om tilskud til projektet med 74.950 kroner, som er 50 % af de samlede udviklingsomkostninger. Læs mere om Fødevareministeriets innovationsordning på www.innovationslov.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland