Som led i reformen: Kendt tegner besøger folkeskoleklasse
Foto: Maja Mohr Mortensen
Jan Kjær underviste i dag en folkeskoleklasse på Løvvangskolen i Nørresundby.
10 procent af folkeskolernes understøttende undervisning skal komme fra andre end skolens faste personale - i dag var der fint besøg på Løvvangskolen.
Onsdag formiddag havde 5.b på Løvvangskolen i Nørresundby fundet pen og papirfrem. I dag var dansktimen nemlig byttet ud med tegneworkshop.
Den nye skolereform siger, at 10 procent af folkeskolernes understøttende undervisning skal komme fra andre end skolens faste personale. På Løvvangsskolen havde de derfor onsdag formiddag besøg af den kendte tegner og forfatter Jan Kjær.
- Jeg synes, at det er fint, at vi skal hente noget af undervisningen udefra. På den måde får eleverne også læring på en anden måde, end de er vant til. Børnene bliver inspirerede, når der kommer folk som Jan Kjær, siger Signe Pedersen, der er skoleleder på Løvvangskolen.
Jan Kjær, der især er kendt for sin tegneserier Taynikma, besøgte en femte klasse. Dem skulle han bruge formiddagen på at lære de basale færdigheder, der er nødvendige, hvis man vil blive god til at tegne. 10-årige Ali Alanbari har både læst Taynikma og Jan Kjærs anden bogserie Menneskejægeren. Han var begejstret for at møde tegneren bag favoritbøgerne.
- Det er fedt, at han skal lære os at tegne. Jeg er ikke så god endnu, men Jan er rigtig god til at vise, hvordan man gør, så måske bliver jeg bedre, og så bliver mit monster endnu sejere, siger Ali Alanbari.