Sommer-indbrud er i frit fald

Færre fik ubudne gæster i juli, hvor antallet af anmeldelser om indbrud faldt drastisk sammenlignet med sidste år.

Elefanthuen, kobenet og hviskende stemmer, som går på listefødder ude foran hoveddøren. Tyveknægte associeres langt fra med noget godt. Derfor er det positivt nyt, at antallet af indbrud er faldende i Nordjyllands Politikreds. Den positive tendens gør sig gældende, når man sammenligner juli i år med selvsamme måned sidste år.

Nordjyllands Politi fortæller, at de i løbet af den forgangne måned har modtaget 52 anmeldelser om indbrud. Til sammenligning var tallet sidste år 72, og i 215 lød det på hele 393.

- Jeg er glad for, at tallene i år viser, at markant færre nordjyder har fået sommerferien ødelagt ved at komme hjem til en indbrudsramt bolig. Det er krænkende for den enkelte, og det skaber utryghed, når man som borger oplever, at ens private hjem er rodet igennem af fremmede. Derfor skal antallet af indbrud ned, siger Ulf Munch Sørensen, der står i spidsen for politikredsens sektion for berigelse, som blandt andet bekæmper indbrudskriminalitet.

Faldende tendens 

Tendensen med faldende sommer-indbrud er præget af en tid med en coronaepidemi, trods det pointerer Ulf Munch Sørensen, at der hen over de seneste år, også før corona, har været færre indbrud.

- Vi så selvfølgelig et markant fald i antallet af indbrud under corona, ikke mindst i ferietider, fordi folk jo opholdt sig meget mere derhjemme. Det er naturligt. 

- Men faldet i antallet af indbrud var også slået igennem før corona, og noget tyder endda på, at faldet nu fortsætter her i 2022, hvor samfundet ikke længere er lukket ned på samme som de sidste to år. Det er en positiv udvikling, siger han, inden han understreger, at der vil komme såkaldte efter-anmeldelser i løbet af august, som vil kunne få det aktuelle tal på 52 tilfælde af indbrud til at stige.

Så meget er antallet af juli-indbrud faldet

• 52 tilfælde af indbrud i juli 2022 i privat beboelse

   (vil kunne påvirkes af efter-anmeldelser)

• 71 tilfælde af indbrud i juli 2021 i privat beboelse

• 157 tilfælde af indbrud i juli 2020 i privat beboelse

• 160 tilfælde af indbrud i juli 2019 i privat beboelse

• 191 tilfælde af indbrud i juli 2018 i privat beboelse

• 251 tilfælde af indbrud i juli 2017 i privat beboelse

• 219 tilfælde af indbrud i juli 2016 i privat beboelse

• 393 tilfælde af indbrud i juli 2015 i privat beboelse

 

Nordjyderne står sammen

Ifølge politikommissæren er en del af forklaringen på de færre anmeldelser, at nordjyderne i de senere år er blevet bedre til at holde øje med hinandens hjem og samtidigt benytte sig af ordningen om nabohjælp – ikke mindst i ferieperioder, hvor det er et vigtigt værn mod indbrud.

Ulf Munch Sørensen fremhæver også, at patruljerne, der laver gerningsstedsundersøgelserne i borgernes hjem, når de er blevet udsat for indbrud – er gode til at optage og sikre spor, når der har været indbrud.

Han oplyser videre, at politiet fastholder trykket på kendte indbrudstyve, ligesom de i samarbejde med andre politikredse holder fokus på det, som han kalder for omrejsende kriminelle.

Omrejsende kriminelle er tilrejsende fra udlandet, der blandt andet begår indbrud, og ofte bevæger sig rundt i et lidt større geografisk område, inden de rejser ud af landet igen.

- Efterforskningen af netop disse kriminelle kræver ofte også, at vi har et godt og veludviklet samarbejde på tværs af politikredsene, fortæller Ulf Munch Sørensen, inden han opfordrer folk til at sikre deres bolig ved at tilmelde sig ordningen nabohjælp. 


Seneste nyt

fra Nordjylland