Søren Kjeldsen spiller sig i top-5 før finaledagen

Sidste uges sejr i Irish Open ser ud til at være starten på en god stime for den nordjyske golfspiller, som kun er fire slag efter den førende spiller i Nordea Masters i Malmø. Bjerregaard op som nummer 23.

Golfspilleren Søren Kjeldsen er på vej mod endnu et flot resultat på European Tour. Lørdag spillede danskeren sig op på femtepladsen ved Nordea Masters i Malmø, da han gik tredje runde i 68 slag.

Dermed avancerer Søren Kjeldsen 19 pladser, så han er nummer fem før søndagens afsluttende runde. Danskeren lavede seks birdies og to bogeys på runden.

Søren Kjeldsen vandt i sidste uge Irish Open, hans første sejr på European Tour siden 2009. Med samlet 209 slag er den 40-årige dansker fire slag efter den førende, Alexander Norén fra Sverige.

Lucas Bjerregaard er næstbedste dansker som delt nummer 23 i 213 slag. Søren Hansen ligger delt nummer 46 i 215 slag, mens Thomas Bjørn er delt nummer 64 i 217 slag.

Lørdagens runde blev en stor nedtur for den svenske amatørspiller Marcus Kinhult, som delte førstepladsen efter de to første runder.

Teenageren gik tredje runde i 77 slag og røg ned som delt nummer 14 i 212 slag.


Seneste nyt

fra Nordjylland