Sparekasser lukker for pengekassen

Garanter i bl.a. Sparekassen Vendsyssel, kan ikke længere hæve deres formue. Flere af landets Sparekasser har tirsdag uden varsel blokeret for indløsning af garanternes garantbeviser.

Garantibeviser spærres
Flere af landets sparekasser har tirsdag uden varsel blokeret garanternes mulighed for at indløse deres garantbeviser, oplyser epn.dk.

Sparekassen Vendsyssel
Sparekassen Vendsyssel har valgt at følge opfordringen, og skriver på deres hjemmeside:

- Grundet den ekstraordinære finansielle krisesituation - herunder senest omkring delvis tab af garantikapital i Sparekassen Spar Mors - har brancheforeningen Lokale Pengeinstitutter kraftigt henstillet, at alle garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital, indtil der politisk foreligger en nærmere afklaring omkring indførelse af et lovindgreb eller et sektorindgreb på dette felt.

Lokale pengeinstitutter
Bestyrelsen for Sparekassen Vendsyssel har valgt at efterleve den kraftige henstilling fra Lokale Pengeinstitutter og indfører en midlertidig lukning for indløsning af garantikapital med omgående virkning.

Spærret indtil videre
Det betyder, at ingen garanter kan få udbetalt deres garantikapital indtil videre.

Ingen problemer her
Sparekassen Vendsyssel oplyser, at den ikke har likviditetsproblemer. Likviditeten viser pr. 30.9. en overdækning på omkring 75%, Solvensen er 16,4%, hvor lovens krav ligger på 8%.

51 garantsparekasser
I Danmark er der 51 garantsparekasser, og det forventes at samtlige bakker op om den kraftige henstilling fra deres brancheforening.


Seneste nyt

fra Nordjylland