Stadig bøvl med unges job
Forholdene for de unge på det nordjyske arbejdsmarked, er ikke blevet bedre siden sidste år. Det konkluderer Jobpatruljen, efter at have kørt Nordjylland tyndt de seneste to uger og besøgt næsten 1000 virksomheder.
Nordjylland kørt tynd
Jobpatruljen har i de seneste to uger, kørt Nordjylland tyndt, der er besøgt næsten 1000 virksomheder og lavet næsten 500 interviews.
Ikke blevet bedre
Uden overdrivelse kan Jobpatruljen, her på en af de sidste dage, konkludere, at forholdende for de unge på det nordjyske arbejdsmarked i hvert fald ikke er blevet bedre siden sidste år. De skal flere år tilbage for at finde forhold, der kan er værre end dem, der er fundet i år.
Sagerne forfølges
Jobpatruljen finder det dybt bekymrende, at den slags foregår og de vil gå videre med de sager, så forholdende kan blive ændret.
Her er nogle eksempler:
14-årig udskænker øl
En 14-årig står alene på en campingplads hvor hun betjener en friture, desuden udskænker hun både øl og vin. Det siger sig selv, at man selvfølgelig ikke kan lade en ung på kun 14 år udskænke alkohol.
13-årig ved maskine
I samme område var det en kun 13-årig dreng der startede pappresseren hos en tømmerhandel. I samme tømmerhandel bruger en 14-årig, en maskine som løfter træ.
Syg beordret på arbejde
Ung pige, der forsøgte at melde sig syg, men blev beordret på arbejde, selvom hun havde høj feber og kastede op.
Ingen løn under sygdom
Fredag i sidste uge talte Jobpatruljen med en 16-årig i en tømmerhandel, som havde haft en arbejdsskade og været sygemeldt i fire uger. Dette havde han ikke fået løn for. Desuden tømmer han pappresseren, har både tunge løft og skub og ingen ansættelseskontrakt.
Reglerne er meget klare og her står det ligeså klart, at reglerne ikke er overholdt.
17-årig køkkenchef
En 17-årig fungerede som køkkenchef om søndagen i et feriecenter. Desuden arbejdede han alene og serverede alkohol.
Unge må ikke arbejde med farlige maskiner og de må ikke arbejde med farlige kemikalier eller fungere som køkkenchef og servere alkohol, det burde sige sig selv, men der er altså arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af det.
Otte timer uden pauser
En større virksomhed, hvor de unge møder om eftermiddagen og indleder med at spise, hvorefter de arbejder uden nogen form for pauser hele aftenen i over otte timer, til langt over midnat.
14-årig kørte bil
Et andet friskt eksempel på komplet mangel på omtanke hos arbejdsgiverne fandt Jobpatruljen hos en autoforhandler, hvor en kun 14-årig kørte bil i området hvor der færdedes kunder og gæster.
Det burde sådan set være indlysende, at man ikke sætter en dreng på 14 år til at køre bil, hvor der færdes mennesker, selv om det måtte være privat område.
Hvem er Jobpatruljen
Jobpatruljen er fagbevægelsens hjælp til unge fritidsjobbere.
Hver sommer kører Jobpatruljen rundt i landet og besøger arbejdspladser, hvor der arbejder unge. I Nordjylland kører 20-25 aktive unge fra den nordjyske fagbevægelse på skift for at informere andre unge, deres arbejdsgivere og forældrene om de unges løn- og arbejdsvilkår. I Nordjylland køres der i to uger i uge 27 & 28.
Læs mere:
Læs mere på www.jobpatruljen.dk