Støjberg er uenig efter Mette Frederiksens hyldesttale
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord
TV2 Nords reporter fangede flere af de nordjyske Folketingsmedlemmer til Folketingets officielle åbning på Christiansborg til debat.
Frisættelse af folkeskoler, Co2-afgifter og kommunal økonomi.
Rebild kommune og Aalborg kommune har valgt at sætte skatten op for blandt andet at holde hånden under skoler og uddannelsesinstitutioner.
For stort set alle nordjyske kommunalpolitikere har klaget over, at det har været vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen.
Skoler, og især skolegang er et af de punkter, som var i fokus til åbningen af Folketinget.
- Jeg kan godt forstå, hvis der sidder kommunalpolitikere og undrer sig lidt over, at vi har en statsminister, der siger, at der er penge nok, mens man ikke kan få de kommunale budgetter til at hænge sammen, lød det fra Inger Støjberg (DD).
Ikke flere penge til kommunerne
I sin åbningstale nævnte statsministeren nemlig, hvor godt den danske økonomi klarer sig, men i mellemtiden er de nordjyske kommuner ramt af stramme budgetter, som især har betydet skolelukninger i flere af landsdelens kommuner.
Derfor råbte Peter Hvelplund (EL) blandt andet på flere penge til kommunerne, men det er Marie Bjerre (V) slet ikke enig i.
- Jeg anerkender fuldt ud, at det er en svær situation, kommunerne står i, men løsningen er ikke at sende flere penge. Vi må anerkende, at vi har stillet flere krav til kommunerne. Hvis vi bare sender flere penge, så bliver staten, kommunerne, den offentlige service og det, det skal tage sig af, større og større.
For både velfærd og kommuner, pointerer både hun og Ane Halsboe-Jørgensen (S), har vi aldrig har brugt så mange penge på som nu.
- Derfor bliver vi nødt til i fællesskab at finde ud af, hvad er det så, vi bruger pengene på. Det er en sværere opgave end som så, men det bliver vi nødt til at tage ansvar for, konstaterer Ane Halsboe-Jørgensen (S).
- Der er ingen tvivl om, at der er mange pressede landkommuner, og vi kan se at små skoler lukker, pointerer Inger Støjberg (DD).
- Selvfølgelig skal der være et godt læringsmiljø og dermed en grænse for, hvor stor eller lille en skole kan være, men det betyder bare meget, hvis en skole lukker eller den offentlige transport ikke længere matcher det behov, som man har. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt hele den diskussion. Ellers får vi et større spænd mellem land og by.
Se hele debatten på TV2 Nord Salto og TV2 Nord's Facebook.