Stor interesse for højskolen: Rekordoptag i Vrå

Søndag åbnede de fleste højskoler dørene op for nye elever til efterårssemesteret - det gjorde man også på Vrå Højskole.

Her tager man i løbet af denne uge imod 101 nye elever. Det er 30 mere end på samme tidspunkt sidste år. Den store fremgang skyldes ifølge forstander Pia Schnoor en række forskellige ting.

- Det er markedsføring, sociale medier, regeringens italesættelse og gamle og nye elever. Det er en blanding af mange ting, siger Pia Schnoor.

Sidsel Jakobsen er en af de helt nye elever på Vrå Højskole. Hun skal i løbet af efteråret vænne sig til at have Grundtvig, morgensang og fællesspisning som en del af hverdagen. Hun har tilmeldt sig kunstkurset og håber, at højskoleopholdet kan pege hende i retning af, hvad hun skal beskæftige sig med senere i livet.

- Men det kan jo tage alle mulige drejninger. Det er et eventyr, og jeg må bare springe ud i det, siger Sidsel Jakobsen.

Det er ikke kun danskere, der er at finde på Vrå Højskole i efteråret. 17 forskellige nationer repræsenterer elevflokken.


Seneste nyt

fra Nordjylland