Store demonstrationer: Forældre kræver flere pædagoger

Forældre over hele landet demonstrerer lørdag. De kræver flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

Barnevogne, børn og forældre snoede sig lørdag gennem Aalborgs gader. Demonstrationen gik fra Gabels Torv til Kildeparken, hvor de mange forældre med sang og skilte prøvede at råbe Christiansborg og børneminister Mai Mercado op. 

quote Vi har oplevet at hente vores barn på legepladsen, hvor der er en pædagog til en hel børnehavestue.

Liv Gunnarsen, mor til børnehavebarn

Det er ikke kun i Aalborg, der bliver demonstreret. I Frederikshavn og Hjørring var forældre også ude at vise deres utilfredshed. I hele landet var der lørdag demonstrationer i mere end 50 byer.  

Forældrene har et meget klart mål med dagens demonstration. De vil have flere pædagoger til at give de helt små størrelser omsorg og nærvær i daginstitutionerne. Forældrene kræver, at politikerne laver en grænse for, hvor mange børn der må være per voksen i børnehaver og vuggestuer. 

- Vi mærker jo helt konkret, at der er for få pædagoger, da vi har oplevet at hente vores barn på legepladsen, hvor der er en pædagog til en hel børnehavestue, eller når man som forældre lige bliver for at hjælpe med at smøre madder, så den ene pædagog, der er, kan give omsorg til et barn, der har brug for det, siger Liv Gunnarsen, mor til Lyng på fire år.

 
 
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Forældrene kræver, at der højst skal være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne. Dette budskab er der 30.000 forældre i hele landet, der støtter op om på Facebook. 

quote Det er første skridt på vejen til, at vi faktisk kan få nogen til at lytte og måske få det ændret.

Liv Gunnarsen, mor til børnehavebarn

I Nordjylland har Facebook-gruppen i skrivende stund knap 800 medlemmer. Til demonstrationen i Aalborg anslås, der at være flere hundrede fremmødte.   

- Jeg er simpelthen så glad for, at vi forældre har kunne finde sammen om det her. Det at vi over hele landet har kunnet gå sammen, det er første skridt på vejen til, at vi faktisk kan få nogen til at lytte og måske få det ændret, siger Liv Gunnarsen.

 
 
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

På Frederiksberg var forældre også mødt op for at demonstrere, men blandt demonstranterne gik en af dem, de prøvede at råbe op.

Børneminister Mai Mercado var nemlig mødt op for at støtte op om forældrenes engagement og tale med de fremmødte. Hun er dog ikke enig i, at deres krav vil løse problemerne.

- Det at man har en minimums-normering, giver ikke nødvendigvis en højere kvalitet. Det kan lyde lidt mærkeligt. Det kan risikere at blive en halv ekstra medarbejder ud i hver institution, og så vil forældrene bare føle sig snydt. Derfor går jeg meget mere ind for, at vi prioriterer løbende, siger børneminister Mai Mercado. 

Mai Mercado mener, at det er den enkelte kommune, der skal påtage sig et større ansvar for de lokale normeringer, så de passer til behovene i de enkelte institutioner, fremfor at Christiansborg fastsætter en bestemt normering.

SF fremsatte i marts et forslag om minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det blev stemt ned af hele blå blok samt Socialdemokratiet. Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre stemte for. 

Henved 1000 forældre demonstrerede mod normeringer i daginstitutioner

Seneste nyt

fra Nordjylland