Stort fund: Jernalderhøvdings gård fundet i Svenstrup
I forbindelse med Aalborg Kommunes erhvervsudstykninger har Nordjyske Museer fundet rester af en 365 kvadratmeter stor gård fra omkring år 400.
365 kvadratmeter bolig og en grund på 3000 kvadratmeter ville lyde prangende på en salgsopstilling i dag.
Men hvad hvis man spoler tiden 1600 år tilbage?
Så har du et styks såkaldt ”stormandsgård” fra overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder.
Fundet er gjort på erhvervsgrundene i Flødalen i det sydlige Svenstrup og er det største i Aalborgområdet.
Stormandsgården er dobbelt så stor som andre huse fra samme periode.
- Der er derfor ingen tvivl om, at gården og husets størrelse og symbolværdi skal tilskrives en lokal stormand eller høvding, der har kontrolleret et lokalområde på den vestlige side af Østerådalen. Og han har uden tvivl tilhørt eliten af samfundet, siger Lars Egholm Nielsen, arkæolog og udgravningsleder.
Beboet område i mange år
Stormandsgården er ikke det eneste fund i området. Gården er nemlig fundet i forbindelse med, at Nordjyske Museer har udgravet et stort område med bopladser fra Jernalderen.
Museets undersøgelser tyder på, at området har været beboet af mennesker i en sammenhængende periode på mere end 1000 år.