Superliga-gyser: Hobro og Vendsyssel klar til nedrykningsstrid
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Hobro-spillerne tror på overlevelse i superligaen. Holdet er placeret på sidstepladsen, inden forårets seks kampe.
Foråret står i overlevelsens tegn i Superligaen for Vendsyssel og Hobro. De to nordjyske hold er i direkte kamp om at undgå direkte nedrykning til 1. division.
Jeg synes, at vi har et bedre hold end sidste sæson, og hvis vi starter med at vinde på søndag, så ser det selvfølgelig ufatteligt godt ud.
Kasper Kusk, AaB
Hobro har overvintret på Superligaens sidsteplads, mens Vendsyssel er placeret op tredjesidstepladsen. For de to nordjyske hold handler foråret udelukkende om at undgå nedrykning og dermed forblive i superligaen.
Superligaen begynder igen i weekenden. Hobro tager søndag i mod Horsens hjemme på DS Arena, mens Vendsyssel møder mestrene fra FC Midtjylland mandag aften, og begge hold har stor tro på overlevelse i ligaen.
- Det bliver skarpere og skarpere, dét vi render og laver, lyder det optimistisk fra Vendsyssels træner, Jens Berthel Askou.
Samme holdning har den anden nordjyske nedrykningskandidat Hobro, der er sidst i Superligaen.
- Vi har haft fem ugers opstart, og det har set rigtig godt ud. Nogle af vores ideer, som jeg gerne har ville lave, er lykkedes rimelig godt i træningskampene. Vi ser ud til at være i god fysisk forfatning, så vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang på søndag mod Horsens, siger Hobros træner Allan Kuhn.
Vendsyssel og Hobro har brugt vinterpausen vidt forskelligt i kampen for at undgå nedrykning. Vendsyssel har skiftet heftigt ud i truppen. Seks nye spillere er kommet til, mens der er sagt farvel til seks.
- Det er krævende. Det er også spændende, men det er også lærerigt at møde nye personer, men der er selvfølgelig en del arbejde med at få tingene til at klappe, siger Vendsyssels træner, Jens Berthel Askou.
I Hobro har de ikke hentet en eneste ny spiller. Til gengæld satser cheftræneren på, at efterårets mange skadede spillere er klar igen. Blandt andre sidste sæsons topscorer Pål Aleksander Kirkevold.
- Dem, der var væk i efteråret, er jo kommet tilbage nu, og det ser jeg som forstærkninger. En spiller som Pål ser jeg jo faktisk først nu, hvad han rigtig kan, og det har jo set positivt ud her i træningskampene, siger Allan Kuhn.
Mens Hobro og Vendsyssel kæmper i bunden, så vil AaB gerne kæmpe med i toppen. Holdet deler femtepladsen med Randers, som netop er modstanderen på søndag på hjemmebane i Aalborg.
- Det bliver en tæt kamp, men jeg synes, at vi viste positive takter i de sidste kampe i efteråret, og vi har spillet godt i træningskampe. Det er som om, at vi har fået ny energi under Jacob Friis, siger AaBs Kasper Kusk.
For AaB og Kasper Kusk er målet i foråret at komme med i medaljeslutspillet.
- Vi skal først med i slutspillet. Det er det vigtigste for os, så må vi tage det hen ad vej derfra. Jeg synes, at vi har et bedre hold end sidste sæson, og hvis vi starter med at vinde på søndag, så ser det selvfølgelig ufatteligt godt ud, siger Kasper Kusk.