Svær finaledag for nordjyske atleter
Foto: Ulla Algreen
Klaus Uggerhøj endte EM i Crossfit som nummer 33
De nordjyske crossfittere rykkede længere ned i de afgørende finaler søndag
Forud for EM i Crossfit havde både det nordjyske hold og Klaus Uggerhøj, der stiller op som individuel, forudset søndagen som dagen, hvor de ville klare sig bedst.
Men træthed efter to dages intensive konkurrencer betød, at både holdet og Klaus Uggerhøj under søndagens to finaleheats rykkede yderligere ned i placeringerne.
Under den første af søndagens workouts måtte det nordjyske hold sande, at de såkaldte "muscle-ups" kom til at spille en afgørende betydning for især pigerne på holdet.
Muscle-up er en gymnastisk øvelse i hængende ringe og kræver både enorm styrke og en god teknik.
Og netop den øvelse voldte de nordjyske piger så store problemer, at holdets mænd slet ikke nåede at komme på gulvet.
- Det er brandærgerligt for vi var så tændte, men nu holder vi hovedet koldt og lægger det bag os, så vi kan komme ind og vise tilskuerne, hvad vi kan i sidste workout, fortæller en træt Mads Thiim, lige efter den skuffende workout.
Og Mads Thiim fik ret, for i den sidste workout skulle mændene lægge ud og her viste de nordjyske mænd storformat. Der var endda så meget overskud, at de flere gange kunne smile og vinke ud til de 3000 tilskuere i Ballerup Superarena.
I den sidste workout leverede holdet en 17. plads, hvilket gav dem en samlet 18. plads over hele weekendens EM.
- Vi er mest glade, men der var også nogle steder, hvor der var plads til forbedring. Drengene på holdet, som jo var med til EM for første gang, klarede sig godt, så dem vil vi også gerne have med næste år, grinede holdet tre piger Pernille Tøsti, Simone Kaagh Jørgensen og Mette Holberg Sørensen da sidste workout var overstået.
Endnu sværere havde Klaus Uggerhøj det imidlertid under søndagens finaler. Også han havde ellers spået søndagen som bedste dag, men i den første af finaledagens to workouts måtte han konstatere at hans såkaldte "hand stand push-ups" kom til at drille.
Hand stand push-ups foregår ved, at man står på hænder op af en væg og så skal man have hovedet ned og røre jorden og så presse sig op i strakte arme igen. Til EM er øvelsen gjort ekstra svær ved, at hænderne er placeret på 12 centimeter høje måtter, så der er længere ned til jorden for hovedet.
- Måtterne står noget længere fra hinanden her til EM end vi har trænet, så mine skuldre syrede helt til. Og så fik jeg underkendt en hel del af mine gentagelser og der er rigtigt hårdt for psyken, så jeg er ikke tilfreds, forklarede Klaus Uggerhøj efter næstsidste workout.
I sidste workout skulle Klaus Uggerhøj ligesom pigerne gennemføre såkaldte muscle-ups og derefter fem klassiske vægtløftningsøvelser som blev tungere og tungere.
Til trods for en imponerende 26. plads i sidste øvelse endte Klaus Uggerhøj samlet med en placering som nummer 33 til EM.