Syv personer overfaldt mand i Aabybro: Nu er der faldet dom i voldssag
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Der er nu faldet dom i en opsigtsvækkende voldssag, hvor en mand i maj 2020 blev udsat for et groft overfald i sit hjem i Aabybro.
Fredag eftermiddag har Retten i Hjørring dømt syv mænd for et voldeligt overfald begået den 23. maj i Aabybro sidste år, hvor de trængte ind i et hjem og udsatte den 40-årige beboer for vold.
En person fik et års fængsel, fire personer fik 10 måneders fængsel og to personer fik ni måneders fængsel.
Desuden har de alle fået opholdsforbud i Aabybro by. Efter domsafsigelsen blev mændende løsladt, og de syv personer har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Det oplyser anklager Louise Watson.
De er dømt for i forening at have tildelt forurettede slag og spark med hånd, jernstang, svensknøgle og andet slagvåben. De var desuden sigtet for at have tildelt den forurettede stik med kniv eller lignede skarp genstand, men det blev de fridundet for.
Banderelationer - men ikke relateret
Siden sommer har de syv mænd, der er mellem 22 og 38 år, siddet fængslet. I slutningen af juni måned 2020 blev først seks personer anholdt i en større koordineret aktion. Fem personer blev anholdt på Sjælland, mens den sidste blev anholdt i Nordjylland. En måned senere blev en syvende anholdt i sagen.
Den forurettede, der er midt i 40'erne, pådrog sig blandt andet næsebrud, flere stik- og snitlæsioner og en pulsåreblødning, da han 23. maj sidste år blev udsat for det voldsomme overfald, der skete på offerets bopæl.
De syv mænd har relationer til rocker- og bandemiljøet, men overfaldet har ikke, lød politiets vurdering, da sagen kom frem.
- Det er vores opfattelse, at der ligger en personlig uoverensstemmelse til grund for overfaldet, som vi derfor betragter som en isoleret hændelse, sagde politikommissær Lene Madsen fra Nordjyllands Politi.
De syv mænd har nægtet sig alle skyldige i overfaldet, og ved mandagens retsmøde ønskede de ikke at udtale sig i retten, fortæller anklager Louise Watson fra Nordjyllands Politi.