- Tæt på at tage billetten

Dybt berørte passagerer fra gårsdagens havarerede SAS-fly har mandag formiddag været i Aalborg Lufthavn for at hente deres bagage. TV2/NORD har talt med fire af dem

Efter en flyvetur han aldrig vil glemme var dyrlæge Thomas Larsen fra Frejlev mandag formiddag på lufthavnskontoret for at hente sin bærbare computer og andre personlige ejendele. Han sad forrest i flyet, da det forulykkede.

- Der var ild inde i kabinen, og der kommer en fæl røg med det samme efter braget. Glas og paneler røg ned i hovederne på os, siger Thomas Larsen til TV2/NORD.

Fælles for de passagerer, som TV2/NORD har talt med, er at de alle er lykkelige for at overlevet, da landingsstellet knækkede under dem.

- Man er selvfølgelig stadig rystet efter hændelsen, siger en grådkvalt dansk-amerikaner Preben Olesen. Men det vigtigste er jo vi alle sammen er live, siger han på vej ud af lufthavnen.

- Jeg var tæt på, at tage billetten. Det var sgu?en "ud af kroppen oplevelse", sagde en stadig meget rystet Brian Poulsen, der er forretningsmand og til dagligt bor i Italien.

Kun ganske få af passagerne tog hele ulykkesforløbet så roligt som zoo-konstruktør Dudley Primoux fra Texas i USA, der blev ramt af flere fragmenter fra propellen:

- Jeg var ikke i panik. Jeg havde nærmest affundet mig med, at der var en risiko for at dø.

Efter en god nats søvn er amerikaneren nu klar til at tage på arbejde i Aalborg Zoo i dag.


Seneste nyt

fra Nordjylland