Tag pas med til Norge

Husk dit pas, hvis du skal til Norge i den kommende tid. Der er nemlig indført kontrol i forbindelse med, at Nobels Fredspris skal overrækkes.

Norge har indført ekstra kontrol ved grænserne frem til den 12. december. Det gælder også rejsende fra andre Schengen-lande - herunder Danmark. Det skriver Rigspolitiet.

Kontrollen indføres i forbindelse med, at Nobels Fredspris skal overrækkes på Oslo Rådhus den 10. december. Derfor har den norske regering besluttet midlertidig at indføre grænsekontrol ved de indre Schengen-grænser.

Norsk politi har i denne periode ret til at foretage regelmæssig grænsekontrol, og ekstra ventetid ved grænseovergangssteder i Norge må derfor påregnes.

Det er ikke et krav, at nordiske statsborgere nødvendigvis skal rejse med pas. Politiet anbefaler dog, at man medbringer det alligevel, da det kan lette kontrollen.