Telemedicin er en succes i Nordjylland
Regionen og de nordjyske kommuner har kastet sig ud i en stor satsning med et mange millioner kroner dyrt pionerprojekt, der handler om telemedicin til KOL-patienter. Med ny teknologi skal nordjyder, der i svær grad lider af lungesygdommen undgå langt færre sygehusindlæggelser. Til glæde for patienterne selv og samfundsøkonomien.
Region Nordjylland har succes med telemedicin, og går nu i gang med at uddanne 3.000 sundhedsfaglige personer i telemedicin.
Normalt skal patienterne komme til sygehuset eller den praktiserende læge, hvis de har brug for hjælp, men nu gør en ny teknologi det muligt, at hjælpen nu kan komme ud til patienten.
Teknologien hedder telemedicin, og en af de patienter, der nyder stor glæde af de nye teknologiske muligheder er 86-årige Ebba Thomine Pedersen.
- Jeg synes godt om det, og jeg kan godt lide det. Den gang jeg var hjemme, der røg jeg på sygehuset gang på gang, men med det gør jeg ikke her, for her er der styr på alle målinger, siger Ebba Thomine Pedersen.
Til dagligt bor KOL-patienten Ebba Thomine Pedersen på plejehjem, og her kan et besøg af en social- og sundhedshjælper sende vigtige sundhedsoplysninger direkte hjem til sundhedsfagligt personale i kommunen.
Den nye teknologi er så stor en succes, at Region Nordjylland lige nu uddanner 3.000 sundhedsfaglige personer i telemedicin.
- Det er et rigtig godt projekt, og noget som resten af Danmark faktisk venter på at få resultaterne fra. Så jeg vil sige, at både Danmarks Lungeforening og resten af Danmark holder vejret lige i øjeblikket, men vi er meget positive, siger Nikolai Kirkegaard, der er Senior Projektleder ved Danmarks Lungeforening.
Projektet med telemedicin har kostet omkring 50 millioner kroner, og det primære formål er at nedbringe antallet af indlæggelser. Udover Ebba Thomine Pedersen, så anslås det, at 450 nordjyder lider af KOL-sygdom.