Teltfirma konkurs

Ørnbøl Service og Teltudlejning fra Hjørring er erklæret konkurs. Det skriver ejeren, Jan Skoven Kristensen på sin Facebook-profil.

Firmaet blev erklæret konkurs i retten i Hjørring, efter faldende omsætning fra private fester og firma-arrangementer de seneste år.

Krisen satte for alvor ind i 2009 .

- Dengang gik vi fra fire millioner til tre millioner i omsætning og det har vi kæmpet med siden, konstaterer Jan Skoven Kristensen til Nordjyske Stiftstidende.

Jan Skoven Kristensen har sammen med sin kone Pia drevet firmaet, siden de overtog det fra Ørnbøl-brødrene i 2006.

Jan Skoven Kristensen skriver på sin Facebook-profil, at han håber at kunne finde en løsning med banken, så han kan starte op igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland