Ti personer kan blive Årets Dansker - fem af dem har forbindelse til Nordjylland
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Anja Lovén og TV2 Nords Ingrid Buch ved et støtteshow i Arena Nord i Frederikshavn i oktober.
Berlingske har offentliggjort de ti kandidater, der kan vinde titlen som Årets Dansker 2017. Halvdelen af de nominerede har forbindelse til Nordjylland.
Hvem skal have titlen som Årets Dansker 2017? Det bliver afgjort i en afstemning på dagbladet Berlingskes hjemmeside. Avisen har indstillet ti kandidater til prisen, og fem personer, som er vokset op i eller har haft deres faglige virke i Nordjylland, er nomineret.
Det er Berlingskes læsere, der har indstillet kandidater til prisen, og avisen har efterfølgende udvalgt ti nominerede, som kandiderer til den flotte titel.
De fem kandidater med forbindelse til Nordjylland er André Rogaczewski, Anja Lovén, Bjarke Ingels, Nadia Nadim og Svend Brinkmann.
André Rogaczewski, som er opvokset i Aalborg Øst, er medstifter, partner og administrerende direktør i virksomheden Netcompany, der har gjort ham til mangemillionær.
Anja Lovén fra Frederikshavn blev verdenskendt, da det østrigske magasin OOOM sidste år kårede hende til verdens mest inspirerende person. Hun er kendt for sit nødhjælpsarbejde i Nigeria, hvor hun har startet et børnehjem for såkaldte heksebørn.
Den kendte arkitekt Bjarke Ingels kommer til at sætte sit aftryk på Aalborg. Han har blandt andet tegnet den nye sognegård i Sønder Tranders og er også manden bag en kæmpe bilremise, som en række investorer ønsker at opføre på Aalborgs havnefront.
Fodboldspilleren Nadia Nadim var fra 2012 til 2015 den helt store profil på Fortuna Hjørrings hold i 3F Ligaen. Den karismatiske landsholdsangriber er netop skiftet til den engelske storklub Manchester City efter et par sæsoner i amerikansk fodbold.
Professor Svend Brinkmann, der har gjort sig bemærket som forfatter og debattør, er født i Herning og uddannet på Aarhus Universitet. Siden 2009 har han været tilknyttet Aalborg Universitet som professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet.
De øvrige nominerede til titlen er fysikeren Flemming Besenbacher, arkæologen Jeanette Varberg, partilederen Kristian Thulesen-Dahl, skolelederen Rani Hørlyck og badmintonspilleren Viktor Axelsen.
Hvem, der løber med titlen som Årets Dansker 2017, bliver afgjort i en afstemning blandt Berlingskes læsere i samarbejde med en dommerkomité, der består af Bertel Haarder, Camilla Frank, Eske Willerslev, Habib Frost, Hella Joof, Lykke Friis og Tom Jensen.
Sidste år blev EU-kommissær Margrethe Vestager kåret til Årets Dansker.