Tom K. hægtet af: Fik krampe 20 kilometer før mål
Webclip på tv2nord.dk
Racer-pensionisten Tom Kristensen var lørdag på startlisten i mountainbikeløb i Saltum.
- Som pensionist søger man livskvalitet, og det her er ren livskvalitet. Det er balsam for sjælen.
Sådan lyder det fra den nidobbelte vinder af 24-timers løbet Le Mans, der sidste år proklamerede enden på sin karriere og trak sig tilbage fra professionelt race.
Lørdag racede han dog sammen med omkring 500 andre til mountainbikeløbet Beierholm MTB i Saltum.
- Det er et fantastisk spor og specielt plantagen var rigtig sjov og udfordrende, siger Tom Kristensen rosende om løbet.
- Men kroppen er ikke helt ny, så jeg måtte døje med krampe og kunne ikke helt holde tempoet, fortsætter hobrogenseren, der måtte rulle frem for at angribe de sidste 20 kilometer af løbet.
- Igennem min karriere har mountainbike været en af ingredienserne i min træning, men jeg har forsøgt at lave en alsidig træning, så jeg har ikke specialiseret mig i noget.
- Men jeg håber da, at jeg i år kan specialisere mig mere i mountainbike, cykling og løb, siger Tom Kristensen.
Kenneth Kleis fra Bjerringbro stillede også op i Saltum og ud over en flot 21. plads i sin klasse fik han sig en ret speciel oplevelse ude på ruten.
- Nu startede jeg ikke så hårdt ud, men pludselig kunne jeg se Tom (Kristensen red.) foran, og jeg kunne komme op og forbi ham og trække fra ham. Det var fedt nok, for han har jo været årets sportsmand flere gange, siger en stolt Kenneth Kjeis.