Tom Kristensen færdig i Le Mans
Audi lå i en suveræn førerposition, da bilen tabte et hjul og måtte udgå
Netop som det så ud til at historien skulle gentage sig for ottende gang var succes'en slut. I den berømte men også særdeles krævende Indianapolis kurve strøg Audi Le Mans raceren med startnummer 2 klokken 07.37 af banen.
Overhalet af ét af sine egne hjul var der kun én vej: Ind i barrieren.
Det var ikke Tom Kristensen, der sad bag rattet, italieneren Dindo Capello, der var i cockpittet, da uheldet skete. Uden personskade, men utvivlsomt med al den bitterhed, der nødvendigvis følger i hælene på et sådan uheld.
Capello, Kristensen og Allan McNish havde i nattens løb stille og roligt øget forspringet til konkurrenterne. Det blev bakket op af vejrguderne, som havde standset deres vægelsind. Lørdag aften klarede det op, vinden lagde sig og deltagerne og de flere hundrede tusinde tilskuere blev vidne af en smuk morgensol fra en næsten skyfri himmel. Men så var det slut. Ikke nødvendigvis er eventyret forbi, men Tom Kristensens lykketal - 7 - ser ud til at have sat hans Le Mans triumfer på standby.
Efter uheldet i toppen blev føringen overtaget af søsterbilen hos Audi, kørt af Frank Biela, Emanuelle Pirro og Marko Werner. De kører den anden af de tiloversblevne Audi'er, efter at fabrikkens tredje bil udgik tidligt i løbet - som følge af en kørerfejl.
For de danske tilskuere i Le Mans ser det ikke udpræget lyst ud, hvis målet med turen til Le Mans alene var, at se danskere øverst på podiet. Og alligevel kan meget ske: I GT1 klassen ligger både Jan Magnussen og Casper Elgaard til en topplacering - på 2., henholdsvis 3.pladsen, da Tom K's Audi udgår. Men foran Magnussen ligger en særdeles overbevisende Aston Martin, som overstod nattens udfordringer helt uden problemer.
I GT2 ligger sidste års 2'er, Lars Erik Nielsen sammen med Allan Simonsen på 3.pladsen med en reel mulighed for at forvandle placeringen til endnu et podie.
Overraskende er det, at Juan Barazi ligger 2'er i LMP2 klassen efter at danskeren havde store problemer først i løbet.
24 timers Le Mans er slut klokken 15. En time tidligere end sædvanlig pga. det franske valg.
/ritzau/