Topmøde om Nordjyllands fremtid
Region Nordjyllands inviterer nordjyder til topmøde om den nordjyske fremtid.
Nordjyder inviteres til at debattere Nordjyllands fremtid med politikere.
Hvordan skal Nordjylland se ud i fremtiden? Skal der være flere testcentre som i Østerild Klitplantage? Vil en 3. Limfjordsforbindelse skabe en stærkere og mere sammenhængende region?
Spørgsmål som disse inviteres debatlystne nordjyske borgere til at drøfte sammen med lydhøre politikere fra Region Nordjylland og de nordjyske kommuner. Det sker når Vodskov Hallen 10. september danner rammen om et stort borgertopmøde arrangeret af Region Nordjylland i samarbejde med Teknologirådet.
I alt 200 borgere fordelt på forskellige aldersgrupper, køn, erhverv og kommuner i Nordjylland skal med deres deltagelse i topmødet bidrage med vigtige synspunkter til en ny regional udviklingsplan. Den skal vedtages i foråret 2012, og skal udstikke kursen for Nordjyllands udvikling i de kommende år. Målet med den brede borgerinddragelse er at gøre planen til hele Nordjyllands fremtidsvision. Derfor ligger der i disse dage et brev med invitation til topmødet og venter i postkassen hos borgere over hele regionen.
Det er vigtigt at få synspunkterne frem og debattere dem, inden der senere skal træffes beslutninger om den regionale udviklingsplan og Nordjyllands kurs for fremtiden. Det forklarer regionsrådets formand Ulla Astman, som nævner de seneste ugers forløb omkring træfældning og forberedelse af vindmølle-testcenteret i Østerild Klitplantage som et eksempel:
- Skal vi bevare naturen uberørt her og nu, eller skal vi gøre noget for at gavne miljøet i fremtiden? Det er dilemmaer som disse, vi politikere ofte sidder med, men i den sidste ende er det borgerne, der træffer beslutningerne. Derfor er det helt afgørende, at vi sammen tager en åbenhjertig debat om fremtidens muligheder og udfordringer, siger Ulla Astman.
Læs mere om borgertopmødet og den regionale udviklingsplan på Region Nordjyllands hjemmeside: www.rup.rn.dk