Fængslet fire uger for tricktyverier

Tre rumænske mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet. De er sigtet for bevidst at have skabt forvirring, så de i tumulten kunne stjæle penge og elektronik i flere forretninger.

Tre mænd er ved Retten i Aalborg torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser Nordjyllands Politi.

De tre rumænske mænd er sigtet for fem tilfælde af tricktyveri begået i flere butikker i Aalborg-området. Her skulle de have skabt forvirring, så de kunne stjæle både penge og elektronik.

De fem tyverier fandt sted mod butikker i Klarup, Storvorde, Mou, Svenstrup og Hadsund, hvor de sigtede, angiveligt skulle have spurgt om vej, og skabt forvirring ved at brede et stort papirkort ud.  

De tre mænd, som er henholdsvis er 22, 22 og 23 år, blev onsdag aften anholdt på Fyn. Her fandt politiet en del elektronik, som for eksempel mobiltelefoner og computere i deres bil. Alt formodes at stamme fra tricktyverierne i Nordjylland.  


Seneste nyt

fra Nordjylland