TV2 Nord er nomineret til årets TV-pris
TV2 Nord er nomineret til årets TV-pris i kategorien for bedste nyhedshistorie. Det er serien Når psykisk syge dræber, der er nomineret til prisen, som uddeles i Tivoli Hotel og Congress Center den 18. januar.
TV2 Nord er nomineret til årets TV-pris i kategorien for bedste nyhedshistorie. Det er serien Når psykisk syge dræber, der er nomineret til prisen, som uddeles i Tivoli Hotel og Congress Center den 18. januar.
I nyhedsserien bliver der sat fokus på sager, hvor drabsmanden er psykisk syg og har været i kontakt med psykiatrien i tiden op til, at de begår en forbrydelse. Det er Per Harder Højbjerg og Per Frank Paulsen, der står bag nyhedsserien.
TV2 Nord er nomineret til prisen sammen med indslag fra TV2 Nyhederne, DR Nyheder og DR Ultra.
Prisen tildeles en betydningsfuld nyhedshistorie. Udover at være en dagsordensættende afsløring skal det være en velfortalt og skarp nyhedshistorie skabt til tv.
TV2 Nord kunne i november 2018 afsløre, at flere drab begået i Nordjylland blev begået af drabsmænd, der var i forbindelse med det psykiatriske system. Hele 14 drab, som er begået af psykisk syge i løbet af fem år – mange af dem syge, som kort forud for drabet har været i kontakt med det psykiatriske system.
Samtidig kom det frem, at Danske Regioner siden efteråret 2018 har kendt til en rapport, der fortæller om sammenhængen mellem dårlig psykiatrisk behandling og personfarlig kriminalitet uden at udgive den. Rapporten fastslår, at i 74 procent af 218 undersøgte sager fra 2016 havde den psykisk syge borgere modtaget utilstrækkelig psykiatrisk behandling op til forbrydelsen. Rapporten viser også, at 11 af 13 drab muligvis kunne have været undgået, hvis den psykiatriske behandling kort forinden havde været tilstrækkelig.
TV2 Nord har igennem flere måneder samtidig haft fokus på de mange sager, der ikke kun har store konsekvenser for de dræbte, men også for deres familie og efterladte.
TV2 Nords dækning af sagen har vakt opsigt i hele landet, også fremtrædende politikere har ytret sig om afsløringerne af forholdene, ligesom Region Nordjylland har ændret praksis som følge heraf.
Psykiatrien i Region Nordjylland har indført en ny model kaldet F-ACT-modellen (Flexible Assertive Community Treatment) for at styrke indsatsen over for de borgere, der er allerhårdest ramt af svær psykisk sygdom. Den nye model giver fleksible muligheder for hurtigt at iværksætte en indsats for netop denne målgruppe, når behovet opstår. Inspirationen til den model er hentet i Norge, som TV2 Nord også har besøgt og afdækket, at man der har stor fokus på tværfaglighed i psykiatrien.
Desuden har Region Nordjylland ændret praksis i forhold til pårørende til psykisk syge, der har begået drab. Helt konkret byder det, at politiet tager kontakt til akutberedskabet hos psykiatrien, når de rykker ud til et drab, begået af en psykisk syg. En psykolog tager herefter stilling til, om de pårørende skal have akut hjælp og guider dem videre i systemet.
Hvem der løber med den fornemme ære og titel som modtager af årets TV-pris i kategorien for bedste nyhedshistorie afgøres den 18. januar.