Tyve var på spil i hele regionen - og slingrende bilister sad bag rattet

Nordjyllands Politi stoppede søndag aften og nat en række bilister, der ikke kunne køre bil. Og tyve har været på spil i hele regionen.

Søndag aften ved 19.30-tiden kørte en ældre kvindelig borger slingrende rundt i Hjørring, indtil en politipatrulje fik hende stoppet til en snak. Det fremgår af politiets døgnrapport. 

En halv time senere var den gal igen med en bilist, der både videochattede og kørte bil på motorvejen ved Støvring. Kombinationen førte til temmelig slingrende kørsel. Samtidigt blev der spottet en motorcyklist, der kørte hasarderet rundt i Brønderslev - blandt andre steder kørte vedkommende gennem gågaden. 

Natten til mandag satte en kun 17-årig pige sig bag rattet på sin fars bil. Hun blev stoppet af en patrulje på Bakkevej i Frederikshavn. Pigen havde godt nok kørekort, men når man kun er 17 år, skal man også have en gyldig ledsager med i bilen, og det havde hun ikke.

Derfor blev hun sigtet for at have kørt bilen, mens hendes far blev sigtet for at have overladt hende bilen. 

Tyveknægtene har igen været på spil i regionen. I Hørby kom en familie søndag hjem til et indbrud i deres villa. Familien havde et vagtfirma tilknyttet, som havde afdækket en ødelagt rude i et vindue i et gæsteværelse. Tyvene havde ikke fået noget med sig.

På Voergårdsvej i Aalborg SV havde en virksomhed haft ubudne gæster omkring kl. 19.30 søndag aften. Tyven havde brudt et kontorvindue op, formentlig med et koben, og snuppet en PH bordlampe. Vidner så en person komme gående langs bygningen med en lampe i den ene hånd.

I Agersted havde tyve også været på spil i en villa i tidsrummet fredag den 6. oktober kl. 15.30 til søndag den 9. oktober kl. 17.30. Et vindue var blevet brudt op med koben og havde tjent som både ind- og udgang for tyvene. Udbyttet var kontanter. Nabohuset havde fået samme tur i næsten samme tidsrum. Her var køkkenvinduet brudt op, en bærbar computer var blevet stjålet fra et skrivebord, og tyvene havde forladt huset via hoveddøren.

I Tolne var der indbrud i et privat værksted på Frederikshavnsvej søndag den 8. oktober mellem kl. 9 og 17.15. Døren til værkstedet var låst med en hængelås, som var blevet klippet over. Tyvene havde taget en Husqvarna havetraktor LT152 (årgang 2008), et Migatronic CO2-svejseapparat (180 A), en Essay elektrodesvejser (150 A), fire Husqvarna motorsave, to vinkelslibere af ukendt mærke, en slaghammer og diverse værktøj.

Ved du noget, bliver du tilbudt hælervarer, eller ser du noget mistænkeligt, der kan have relation til de nævnte sager, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.

stopindbrud.dk kan du få råd til at sikre dit eget hus mod indbrud.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland