Udlændingestyrelsen er presset
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Antallet af asylansøgere stiger samtidig med, at myndighederne har svært ved at få de ansøgere, som allere har fået afslag, ud af landet.
Antallet af henvendelser fra Udlændingestyrelsen er steget markant hos Vesthimmerland Kommune.
- I øjeblikket der kommer der de antal asylansøgere om ugen, som der tidligere kom om måneden, siger borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensen
Udlændingestyrelsen bad i sidste uge Vesthimmerland Kommune om at tage imod 100 nye asylansøgere. Normalt behandles den slags anmodninger på en måneds tid - men den her blev behandlet på bare en uge.
- Vi bliver ringet op om torsdagen og så om fredagen der skal der allerede aktiveres forskellige ting, så man må sige, at det er meget, meget hurtigt det skal gå det hele, siger Knud Kristensen.
Også på Asylcentret i Brovst mærkes presset på Udlændingestyrelsen.
- Vi har en del flere asylansøgere end tidligere og sengene når nærmest ikke at blive kolde. Vi har et mætningspunkt, og det har vi nået, fortæller centerleder, Thorkild Lind Poulsen
Situationen er blandt andet et resultat af, at ansøgningerne fortsætter med at komme samtidig med, at myndighederne har svært ved at få de ansøgere, som allerede har fået afslag, ud af landet.
- Det fortsatte pres for at finde pladser til asylansøgere er en kombination af flere forhold. Herunder antallet af asylansøgere, som fortsat er på et relativt højt niveau, siger Udlændingestyrelsen til TV2/NORD.
Godt halvdelen af de 100 asylansøgerne, som Vesthimmerland Kommune tager imod skal bo på Ranum Asylcenter, og nu er pladserne tæt på at slippe op.
- Med hensyn til de tomme faciliteter, hvor der kan bo asylansøgere, der må man sige, at der er der fyldt op nu, siger Knud Kristensen.
Vesthimmerland Kommune kommer til at huse 450. Loftet er indtil videre sat til maksimalt 500 asylansøgere.
De 100 nye asylansøgere kommer fra i alt 20 lande.