Udskældt plejefirma afviser beskyldninger

IMS Service i Frederikshavn afviser de mange påstande, der er blevet fremsat mod dem.

Tirsdag kunne man her på siden læse at en hverdag som ansat hos firmaet IMS Service, der er med til at stå for hjemmeplejen i Frederikshavn, indebærer dårligt arbejdsmiljø, snyd med tillæg, manglende tidsangivelser på kørelister, presset faglighed og lemfældig omgang med medicin.

Beskyldningerne er fremsat af FOA i Frederikshavn på baggrund af flere henvendelser fra medlemmer, men IMS Service kan ikke genkende det billede. Det skriver de onsdag i en pressemeddelelse.

- Jeg kan på ingen måde nikke genkendende til de af blandt andet FOA fremsatte beskyldninger. Vi er en servicevirksomhed, der lever af at have tilfredse kunder, og tilfredse kunder får vi kun, hvis vi har tilfredse medarbejdere, siger indehaver og direktør i IMS Service Ib Simonsen.

- Et godt arbejdsmiljø ligger os meget på sinde, og vi arbejder løbende med vores arbejdsmiljø. Vi mener bestemt, at vi har et godt arbejdsmiljø, og vi er af den opfattelsen, at vores nuværende ansatte deler denne opfattelse, siger direktøren.

IMS Service afviser alle de fremsatte påstande, og opfordrer FOA, der er kommet med dem til at indlede en dialog med firmaet. IMS Service skriver videre, at de ikke har modtaget klager fra hverken borgere eller Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland