Ung spøgelsesbilist stoppet i nat

En 28-årig mand blev natten til torsdag stoppet og sigtet for spritkørsel, efter han havde kørt i det forkerte spor på motorvejen ved Hobro.

Natten til torsdag blev en 28-årig mandlig spøgelsesbilist anholdt og sigtet for spritkørsel i området omkring Hobro, efter han havde kørt i det forkerte spor på motorvej E45 i nærheden af Hobro.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 00.54, efter flere bilister ringede ind og fortalte om en spøgelsesbilist, der kørte i nordlig retning i det sydgående spor på motorvejen.

Det lykkedes for spøgelsesbilisten at køre af motorvejen ved frakørsel 37 mod Handest, hvor politiet fik fat i ham.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, oplyser, at spøgelsesbilisten er en 28-årig mand fra lokalområdet. Han fik efterfølgende taget blodprøver, og han sigtes for spritkørsel og for farlig kørsel på motorvejen.


Seneste nyt

fra Nordjylland