Ungå feriekø: Her bør du køre afsted på sommerferie
Foto: Peter Zanchetta
Du kan spare dig selv for frustrerende køer, hvis du går uden om de mest populære rejsetidspunkter.
Allerede søndag ser det lysere ud for ferietrafikken. Lørdagene i sommerperioden er de værste, hvad angår tæt trafik.
Står du og familien og skal køre afsted på sommerferie inden længe, så kan I med fordel læse med her.
I kan nemlig undgå den værste ferietrafik ved at køre uden for de mest travle tidspunkter, der vil skabe kø på de danske motorveje.
OVERBLIK: Sådan ser trafikken ud i sommeren 2021:
Vejdirektoratet overvåger intenst trafikken hver eneste dag, og her er meldingen klar:
- Vi forventer igen i år, at der er mange danskere, der pga. Covid-19 vil afholde deres sommerferie inden for landets grænser. Det vil betyde ekstra biler på de danske veje, særligt om lørdagene, hvor der er skiftedag i sommerhusene rundt om i landet, skriver direktoratet på sin hjemmesiden.
KORT: Her kan der opstå kø i sommerferien:
Vil du undgå den værste trafik, skal du køre afsted fra nu af - altså efter lørdag klokken 15. Den gode nyhed er nemlig, at den allerværste trafik er overstået.
Mange valgte nemlig at køre afsted allerede fredag, da skoleeleverne gik på sommerferie og tidligt lørdag morgen og formiddag.
Da flere danskere end sidste år formentlig vælger at rejse sydpå, kan der stadig være ekstra trafik på E45 Sønderjyske motorvej mod den dansk/tyske grænse, på E47 Sydmotorvejen og på E55 Gedser Landevej mod færgeoverfarterne i Rødby og Gedser.
Kortere rejsetid for alle andre
Når så mange danskere allerede er kørt afsted på ferie, så er det samtidig godt nyt til det resterende arbejdende folk.
I hverdagene fra uge 26 til 31 vil der være mindre trafik på de danske veje og dermed kortere rejsetid i myldretiden, vurderer Vejdirektoratet.
Skolernes sommerferie starter i år fredag den 25. juni i uge 25 og slutter igen søndag den 8. august i uge 31.
Gode råd til ferieturen
- Kør udenfor de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen på trafikinfo.dk.
- Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – f.eks. ved vejarbejder.
- Hav mad og drikkevarer med i bilen.
- Lyt til P4 Trafik under din køretur.
Kilde: Vejdirektoratet