Unge må ikke køre bil om aftenen
Trafikkampagne i gang
- Mænd under 25 år må ikke køre bil efter mørkets frembrud. Medmindre, der sidder en, der er ældre på passagersædet!
Sådan lyder et kontroversielt forslag fra lederen af færdselspolitiet i Nordjylland, efter der de senere år har været en række tragiske dødsulykker med unge bilister involveret.
Mekanikerlærlingene på Auto College i Nørresundby elsker ikke kun at rode med biler. De er også pjattede med at køre i dem.
- Jeg tror, de fleste her på Auto College er enige med mig i, at det er fedt at køre hurtigt. Det bliver nok svært at ændre ved det, siger den 18-årige mekanikerlærling, Stephen Schougaard Christensen, til TV2/NORD.
En række trafikdrab de seneste år, der skyldes, at unge mandlige fartglade bilister ikke har kunnet styre sig, får nu lederen af færdselsafdelingen ved Nordjyllands Politi, Ole Juul Schmidt, til at komme med et opsigtsvækkende forslag.
- Unge mænd mellem 18-24 år må ikke sidde bag rattet, når det er mørkt. Kun, hvis der sidder en, der er ældre ved siden af dem, siger Ole Juul Schmidt.
- Vi skal have rettet op på statistikken med unge, der er voldsomt overrepræsenteret i antallet af ulykker, siger han videre.
Ud fra statistikken og ifølge Rådet for Sikker Trafik er risikoen for at blive indblandet i en ulykke med enten dræbte eller alvorligt tilskadekomne syv gange større, hvis man er 18-19 år, end hvis man tilhører forældregenerationen. For de 20-24-årige bilister er risikoen tre gange større.
- Gennem mange år er vi ikke rigtigt kommet videre, så der skal ske noget radikalt, siger Ole Juul Schmidt.
- Aldrig hørt noget så tåbeligt. Det er jo vildt diskriminerende af os unge, siger en anden mekanikerlærling, 23-årige Kasper Kjær, der også går på Auto College.
Så galt går det!
Deltag i debatten
Forslaget om de unge mænd ikke må køre bil efter mørkets frembrud er af lederen af færdselspolitiet ment som et provokerende indspark. Hvad siger du?
Deltag i debatten på facebook