To unge mænd i voldsomt trafikuheld ved Gandrup

To unge mænd var tirsdag aften involveret i et voldsomt trafikuheld i nærheden af Gandrup. Begge slap dog uskadte fra sammenstødet.

Nordjyllands Politi måtte kort før kl. 22 tirsdag aften køre ud til en anmeldelse om et trafikuheld i nærheden af Gandrup, hvor to biler var stødt sammen.

Uheldet skete, da en 20-årig mand fra Aalborg kom kørende ad Aalborgvej, hvor han ville overhale bilen foran. Han havde dog ikke set, at den forankørende bil var i gang med at svinge til venstre, hvorfor han kørte direkte ind i den. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Den 20-åriges bil endte på taget som følge af ulykken.

Han måtte efterfølgende køres til tjek på skadestuen, men er øjensynligt ikke kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

Føreren af den anden bil var en 22-årig mand fra Nørresundby. Men han ser heller ikke ud til at være kommet alvorligt til skade ved ulykken.


Seneste nyt

fra Nordjylland