Unikt samarbejde har fået flere til at køre sammen
Nordjyllands Trafikselskab og samkørselstjenesten GoMore vil nu samarbejde frem for at bekæmpe hinanden.
Nordjyllands Trafikselskab og samkørselstjenesten GoMore satte 17. marts et samarbejde i søen, og det har i løbet af de første to måneder fået endnu flere nordjyder til at køre sammen.
Det var opsigtsvækkende, da trafikselskabet NT og samkørselstjenesten GoMore i marts offentliggjorde, at de fremover ville samarbejde om at få flere nordjyder til at køre sammen. Projektet blev søsat 17. marts under navnet NT+GoMore og det har i de første to måneder af sin levetid været en succes.
- Vores nye strategi med overskriften ”Øget mobilitet” har til formål at inddrage alle trafikaktører i trafikplanlægningen med henblik på at øge mobiliteten i Nordjylland. Det er den altoverskyggende vision bag NT+GoMore, og vi er meget tilfredse med allerede nu at kunne se nogle meget markante resultater, siger administrerende direktør Jens Otto Størup fra NT i en pressemeddelelse.
NT og GoMore har i fællesskab etableret 13 samkørselsstoppesteder i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg Kommune. I løbet af de to måneder, der er gået siden NT+GoMore-samarbejdet så dagens lys, er antallet af passagerbookinger i de tre kommuner steget med hele 31 procent.
- Vi har set en voldsom stigning i Frederikshavn Kommune, hvor antallet af kørsler er steget med 59 procent og antallet af passagerbookinger er steget med 109 procent. I Hjørring er de tilsvarende tal henholdsvis 33 og 36 procent, mens Aalborg er steget 18 procent på kørsler og 28 procent på passagerbookinger. Jeg er meget begejstret og tilfreds med de foreløbige resultater, fortæller stifter og direktør hos GoMore, Matias Møl Dalsgaard.
Matias Møl Dalsgaard og Jens Otto Størup forventer begge, at flere nordjyske kommuner vil hoppe med på samkørselsbølgen i fremtiden, og at samarbejdet mellem NT og GoMore kan udvides.
- Jeg er flere gange blevet spurgt, om ikke projektet vil kannibalisere på den kollektive trafik og gøre den mindre lønsom. Men nej, det er jeg bestemt ikke nervøs for. Vi ser ikke deleøkonomien og samkørselskulturen som en trussel, men som en trængsels- og miljøvenlig transportform, der på mange rejser vil blive kombineret med den kollektive trafik, siger Jens Otto Størup.