Ur-røvere efterlyses verden over

De to svenske mænd, der torsdag stak af fra retssagen ved byretten i Aalborg, efterlyses ikke kun i Danmark, men også internationalt.

Den 38-årige Samir Loudiyi og 24-årige Nick Soumah efterlyses nu internationalt. Indtil videre har de to mænd været efterlyst i Danmark og Sverige, men nu skal hele verden altså holde øje med dem.

Lørdag den 19. marts 2011 begik 3 maskerede mænd væbnet røveri mod urmagerforretningen Klitgaard, Bispensgade i Aalborg. Udbyttet blev ure til en værdi af cirka 1 million kroner. Disse tre mænd blev tiltalt for røveri, men under retssagen lykkedes det altså de to af dem at flygte ud af vinduet på et toilet i retsbygningen.

Samir Loudiyi, 38 år, signalement: mand, 176 cm høj, alm. bygning, sort kort hår, brune øjne, intet om påklædning.

Nick Soumah, 24 år, signalement: mand, 172 cm høj, alm. bygning, sort kort hår, brune øjne, intet om påklædning.

Hvis du ser den ene eller begge disse mænd, skal du omgående ringe til Nordjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland