Våd og kold sommer gør ondt på nordjyske campingpladser
På Kattegat Strand Camping kan de tydeligt mærke konsekvenserne af en kold og våd sommer.
Det dårlige vejr i juli får gæster til at tage mod syd i stedet for at bo på de nordjyske campingpladser.
Regnen har ikke været en sjælden gæst på Kattaget Strand Camping i Øster Hurup. Og det dårlige vejr i juli har fået konsekvenser for campingsæsonen.
- Jamen, jeg har tabt cirka 300.000 de sidste 10 dage i forhold til sidste år. Da vi gik ud af uge 29, var vi status quo, men det har været lidt hårdt de sidste 10 dage, fortæller lejrchef på Kattegat Strand Camping, Jørn Pedersen.
Regnen har fået mange gæster til at forlade pladsen i utide. Men der er også dem, der bliver - uanset vejret.
- Nej nej, vi skulle jo være her i 10 dage. Nej nej, vi bliver uanset vejret, fortæller Nina Gylhab fra Norge.
Og en tysker, der har ligget på pladsen i mere end 30 år, stemmer i.
- Vi bliver her i tre uger, uanset hvordan vejret er. Det gør vi altid, fortæller Torsten Heilmann fra Hamborg i Tyskland.
Ifølge Jørn Pedersen giver de danske gæster hurtigere op end både nordmænd og tyskere.
- Nordmændene, som har booket på forhånd og måske er vant til lidt dårligere vejr, end vi har i Danmark, og så tyskerne, de bliver også som regel i den tid, de har booket. Men danskerne de er lidt hurtige til at pakke sammen og tage hjem, fortæller Jørn Pedersen.
Men nogle danskere har også valgt at trodse regnen - selvom tanken om at køre mod sydens sol ikke har været fjern.
- Hvis der havde været flere dage i streg med sådan noget vejr, som vi har i dag, så kunne vi helt sikkert godt have fundet på det. Men nu har vi aftalt med nogle gode venner, at vi er på camping, fortæller Henry Lykke Stokholm, der er campist fra Bramming.
Ifølge Visit Nordjylland er Kattegat Strand Camping langt fra den eneste campingplads, der kommer til at lide under vejret.
- Det kommer til at gøre ondt på rigtig mange campingpladser, og når vi får de officeielle statistikker, så regner jeg også med, desværre - at der er en tilbagegang på camping i Nordjylland, fortæller Lars Enevold Pedersen, der er direktør i Visit Nordjylland.
Nu håber både Visit Nordjylland og Jørn Pedersen, at det dårlige vejr ikke påvirker næste års sæson.
- Jeg kan snart ikke huske, hvornår vi havde en rigtig dejlg sommer, så jeg er bange for, at det smitter lidt af til næste år også, fortæller Jørn Pedersen.
- Det er rigtig ærgerligt, fordi det kan desværre også påvirke ferievalget næste år. Så, det er ikke super godt med de tilbagemeldinger, vi får, fortæller Lars Enevold Pedersen.
Ifølge DMI er der i år faldet 86 milimeter regn i Nordjylland i juli. Det er mere end 20 milimeter mere end normalt.