Væk med julepynten: Efterskolerne gør klar til, at eleverne kommer tilbage

Efter to måneders ufrivillig pause på grund af Corona må efterskoleeleverne mandag igen vende tilbage.

Julebillederne på vægen på Dronninglund Efterskole taler sit tydelige sprog om den pause, som skolen har haft. Først nu er der grund til at fjerne dem - for i morgen vender eleverne tilbage til skolen.

- Det bliver helt fantastisk. Vi glæder os rigtig meget til, at de kommer væltende ind her i morgen aften, siger lærer på Dronninglund Efterskole Claus Hjort.

Mandag aften samles eleverne i skolens store foredragssal.

- Det bliver simpelthen så dejligt. Jeg har savnet eleverne. Jeg har savnet det, at de kunne have en masse med hinanden, men jeg har også savnet kontakten - voksne og elever imellem, den er helt unikt på en efterskole, siger forstander Bitten Schjødt Kjær, Dronninglund Efterskole.

Efter to måneders hjemmeundervisning gætter lærerne på, at eleverne vil være ekstra motiveret nu undervisning flytter tilbage i klasselokalet.

- Jeg tror de vil synes, at det er rigtigt fint at få noget ganske almindelig undervisning. Det tror jeg, de glæder sig rigtig meget til at komme tilbage til, siger Claus Hjort.


Seneste nyt

fra Nordjylland