Vær opmærksom når du nethandler
Eksplosiv vækst i antallet af julegaver, der bliver handlet på nettet. Flere end hver anden nordjyde har i år købt en julegave på nettet, og det giver travlhed hos pakkeposten, der netop disse dage kører med dobbeltbemanding for at få gaverne frem til tiden.
750 fuskere sidder klar til at snyde dig, når du shopper online.
Man bør være forsigtig, når man shopper på nettet. Mange nethandelssider gør det nemlig populært for fuskere at sælge falske varer på nettet, hvor op mod hver 10. hjemmeside drives af en svindler.
Julehandel på nettet forventes igen i år at nå nye højder. De mange penge, der bliver handlet for elektronisk, gør det attraktivt for svindlere at udnytte uopmærksomme forbrugere.
- Det er klart, at markedet også er mere interessant for dem, der vil snyde, og derfor er det et fænomen, der er her, og som temmelig sikkert også vil bliver større fremadrettet, siger Reimar Ivang, der er erhvervsforsker ved Aalborg Universitet.
Ifølge en undersøgelse foretaget af forbrugerorganisationen E-mærket findes der mere end 750 fupbutikker på nettet.
- Jeg tjekker altid op med baggrundsoplysninger, inden jeg handler, så det er ikke noget problem, hvis man er lidt om sig.
- Det er sgu ikke sådan noget, der siger mig så meget, jeg føler mig sikker nok i forvejen, lyder de blandede reaktioner fra nordjyderne på gaden.
Men på trods af de mange fuskere er der igen grund til at skifte til bakgear og holde sig fra internethandler.
- Man skal tage sine forbehold, man skal bruge sin sunde fornuft, og så skal man acceptere, at hvis der er noget, der er for billigt, så er det nok egentlig også for billigt, siger Reimar Ivang.