Valgplakater pilles ned: - Det er lidt en lettelse
Selvom de nyvalgte og vragede kandidater har til og med onsdag til at få de mange valgplakater ned fra lygtepælene, er de allerede godt i gang.
Mandag var to kandidater - en vinder og en taber - på gaden for at fjerne de sidste rester af deres valgkamp.
Som almindelig vælger kan man måske godt tænke, at kandidaterne til kommunalvalget er lidt langsomme om at få fjernet de valgplakater, de har brugt mange kræfter på at sætte op, når det hele først er overstået.
Men faktisk har de fleste kandidater ret travlt med at få pappet fjernet fra lygtepælene efter valget. Det fortæller Lasse Frimand Jensen, der netop er blevet genvalgt til byrådet i Aalborg Kommune for Socialdemokratiet. Han var mandag på gaden med en ordentlig saks for at fjerne de sidste rester af sin valgkamp.
- Det er en lettelse, fordi man jo har kæmpet for at få genvalg, men også fordi det ikke er verdens fedeste ting at køre rundt og se på sit ansigt hele tiden, siger Lasse Frimand Jensen.
Han og de de flere hundrede andre valgkandidater har otte dage efter valget til at fjerne de sidste plakater, strips og snore. Det betyder, at lygtepæle og halmballer rundt omkring senest onsdag skal være fri for valgmateriale igen.
Mens Lasse Frimand Jensen er ude, samler han både lidt ekstra skrald og sørger for at klippe andre kandidaters plakater ned også. Helt så meget overskud er der ikke hos den vragede Venstre-kandidat, Kristian Andersen.
- Det er ligesom, når man rydder op efter en fest. Det er knap så sjovt, som når man gør klar. Men det er en del af det, siger Kristan Andersen.
Det er anden gang, han har stillet op for Venstre, og anden gang, han ikke kom ind. Derfor ved han heller ikke, om han vil begive sig ud i plakat-balladen igen om fire år.
Det ved Lasse Frimand Jensen derimod allerede nu, at han vil - og han overvejer endda at genbruge billedet fra dette års plakater.