Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Veninden døde: Nu kæmper Karoline videre for unge med organsvigt

Foto: Privatfoto

På seks måneder har Vilslev-gruppen fået næsten 50 nye medlemmer.

Egentlig havde Karoline Gyldenstjerne Pape ikke lyst til at se dokumentaren om veninden Amalie Vilslevs sidste tid.

- Jeg havde ikke lige brug for at se hende dø igen, fortæller Karoline, der kommer fra Sæby.

Hun var sammen med Amalie blot få dage før hendes død 16. august 2022 - efter flere års kamp mod en sjælden lungesygdom, der endte med organsvigt, da kroppen afstødte hendes nye lunger. Hun blev 21 år.

- Men Amalie var jo genial, så jeg var nødt til at se, om hun havde sagt noget godt. Og det havde hun jo.

Karoline sammen med Amalie Vilslev og Cecilia Petersen (lungetransplanteret). Foto: Privatfoto

TV2 Echo har fulgt Amalie Vilslev fra hun blev erklæret terminalt syg til sin død. 

- Dokumentaren er selvfølgelig sørgelig, men samtidig også fin, fordi den får omfattet Amalie som det livsbekræftende menneske, hun var, fortæller Karoline, der lærte Amalie at kende efter hendes lungetransplantation. 

Karoline sammen med Amalie, da hun var indlagt. Foto: Privatfoto

Vælter ind

De to unge kvinder var tætte, eftersom Karoline Gyldenstjerne Pape også lever med en kronisk sygdom, som hun kan dø af. Hun har brug for organdonation, fordi hun har leversygdommen Primær Skleroserende Kolangitis (PSC).

- Som ungt menneske der kæmper med sygdom, betyder det virkelig meget, at der bliver sat yderligere fokus på det, fortæller den 25-årige kvinde, der til daglig studerer kunsthistorie og tysk på Københavns Universitet.

Et billede fra da Karoline var meget syg. Lige nu har hun det bedre, men hun vil blive endnu mere syg igen, fortæller hun. Foto: Privatfoto

Udover studiet har Karoline Gyldenstjerne Pape det seneste halve år brugt meget tid på 'Vilslevgruppen', der har fået navnet til ære for veninden.

Foreningen blev stiftet i sommer og skal hjælpe unge med organsvigt. Særligt de seneste dage, har der været nok at se, fortæller hun.

- Det vælter ind med beskeder. Folk skriver, at de har taget stilling til organdonation.

Karoline sammen med Benjamin Sørensen, som døde 26. december 2022, imens han ventende på et nyt hjerte og nye lunger. Foto: Privatfoto

Gruppen består af unge mellem 15 og 30 år. Alle i gruppen har det til fælles, at de enten har gennemgået en organtransplantation - eller venter på en.

- Vi startede 15 i gruppen, og nu er vi oppe på 60. Der kommer hele tiden nye til, og bare i dag har jeg fået henvendelser, fortæller Karoline Gyldenstjerne Pape.

Det er "enormt vigtigt" at det unge har et sted at mødes, fortæller hun.

Karoline sammen med Therese, som er hjertetransplanteret, og Mette som er levertransplanteret. Begge med i Vilslevgruppen Foto: Privatfoto

Skal tale med sundhedsministeren

Udover at være samlingspunkt for de unge er gruppens formål at få hævet donorraten i Danmark, så ventetiden på et nyt organ mindskes og så færre danskere på venteliste til et nyt organ dør af organsvigt.

- Der er sket meget på de seks måneder, siden gruppen blev stiftet. I morgen har vi foretræde for Sundhedsministeren, der vil lytte til os, fortæller hun.

Hold op hvor er det dejligt, at der bliver gjort noget

Karoline Gyldenstjerne Pape

- Vi kan ikke kontrollere vores sygdom, men vi kan forhåbentlig forbedre vilkårene og gøre en forskel for unge i fremtiden.

Selv venter Karoline på at vente, fortæller hun.

- Jeg skal være syg nok til at komme på venteliste, men rask nok til at være på listen. Det er komplekst. Jeg har det hængende over hovedet hele tiden.

Karoline Gyldenstjerne Pape beskriver det som at "befinde sig i et limbo".

- Jeg har et direkte nummer til Riget, og bliver holdt godt øje med, men jeg kan i princippet få et organsvigt om 14 dage. Samtidig skal jeg balancere det med et 'almindeligt' ungdomsliv'.

Venteliste

Der er aktuelt 37 personer mellem 15 og 30 på venteliste til nye organer. Det er primært nyrepatienter, med 32 som venter på en nyre.

Fire personer venter på en ny lever, og en på et hjerte. Det viser tal fra Scandiatransplant, som er et nordisk transplantationssamarbejde.

Kilde: TV2

Etisk råd

Mandag kom Etisk Råd med en ny anbefaling omkring organdonation

I sommer behandlede Folketinget et borgerforslag om, at alle som udgangspunkt bliver organdonorer, når de fylder 18 år. Etisk Råd blev i den forbindelse bedt om at forholde sig til emnet. 

Man kan dø, mens man venter. Og det gør nogle

Karoline Gyldenstjerne Pape

Samtlige rådsmedlemmer mener, at borgere systematisk bør tilskyndes til at tage stilling til, om de vil være organdonorer.

Karoline Gyldenstjerne Pape ser positivt på Etisk Råds nyeste melding, hvor der er enighed om, at der er plads til forbedring.

- Vores liv er i andres hænder, og vi kan gøre det bedre.

Vilslev-gruppen har sit organisatoriske fundament hos patientforeningen 'Organdonation – ja tak!'.

Andre lande har indført aktiv fravalg

To ud af tre danskere har taget stilling til, om de vil donere deres organer, viser tal fra Dansk Center for Organdonation.

Sidste år var der 460 personer på venteliste til et nyt organ. 14 døde, mens de var på venteliste i 2022.

Danmark har ligesom Tyskland ikke indført aktivt fravalg. Det har man dog gjort i en række andre lande - blandt andet Schweiz, Wales, England, Skotland, Island, Holland og Frankrig.

I 2018 tog Folketinget stilling til et lignende borgerforslag om formodet samtykke til organdonation, som ikke fik opbakning.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.