Vesthimmerlands Kommune får ny vicekommunaldirektør

På et pressemøde i dag byder borgmester Jens Lauritzen og kommunaldirektør Mogens Kristensen den nye vicekommunaldirektør, Henrik Kruuse, velkommen til Vesthimmerlands Kommune.

Henrik Kruuse er 43 år og uddannet civiløkonom. Han kommer fra en stilling som Sekretariatschef i Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.
Henrik Kruuse har før været vicekommunaldirektør, men det var før kommunesammenlægningen i den gamle Sejlflod Kommune.

- Henrik Kruuse har en bred vifte af de kvalifikationer og kvaliteter, vi har efterspurgt hos en ny vicekommunaldirektør. Han kan derfor let træde ind i rollen. Vi ser frem til samarbejdet og til at byde ham velkommen på direktionsgangen i Vesthimmerlands Kommune, siger kommunaldirektør Mogens Kristensen i en pressemeddelelse.

Henrik Kruuse tiltræder stillingen som vicekommunaldirektør i starten af august.